Michelin-kok i delikatessen: Her åbner Københavns sprødeste supermarked
København får et nyt madmekka på lørdag, når Nordhavn har premiere på hvad der ligner noget af et luksus-supermarked, hvor du kan producere din egen øl – og få gratis tap-selv-mælk de første fire dage.
Det har været en del af planen helt fra starten.
Siden Københavns nye bydel, 2150 Nordhavn blev planlagt, har der stået én ting øverst på prioritetslisten – kvalitet.
Alle nye butikker, spisesteder og løsninger har været igennem en screeningsproces, der sikrede, at de levede op til kvalitetskravene.
Blandt andet er Nordhavns Netto noget mere luksuriøs end gennemsnittet med meterbrede gange, masser af plads og økologi i overmål.
På lørdag d. 10. november slår Nordhavn så dørene op for næste kapitel i supermarked-sagaen, når Meny åbner.
Det er med garanti landets mest pimpede supermarked, der byder velkommen.
Historisk supermarked
Lad os bare starte med placeringen, som er en historie i sig selv – Nordhavns Meny ligger nemlig i en bygning fra 1917 – Riffelsyndikatet, der før og under 2. Verdenskrig blev brugt til produktion af maskingeværer.
BOPA-gruppen saboterede den tyske besættelse, da de sprængte bygningen
Siden blev bygningen fredet, og vinduer, loft, søljer og bærende mure står, som de blev bygget dengang.
Herinde er selvfølgelig alt det, man normalt finder i en Meny, men så er der lige opgraderet en del over hele linjen.
Lav din egen øl
Her er blandt andet udeservering, alkoholbevilling og frisk mælk fra Kollemosegaard, som gæsterne selv kan tappe på glasflaske.
De fire første åbningsdage – fra lørdag til tirsdag er der en gratis flaske tap-selv-mælk til de 700 første pr. dag.
Man kan da også lige få produceret sin egen øl. Man vælger simpelthen, hvordan smagsprofilen skal være, og så lander den i Meny efter nogle dage.
Her er in-store kafferisteri, de bager egne pizzaer, og så har de hentet Lena hjem fra den 3-stjernede Michelin-restaurant, The Fat Duck, lidt uden for London.
Hun har også i to omgange arbejdet på Noma, og bliver chef for gourmet-delikatessen.
Handler ikke kun om indkøb
Her er også slagter, sommelier, ostemand, fiskemand og en – wait for it – ananas-robotmaskine, så man kan få slukket tørsten i juicebaren.
”Det er svært at forklare, hvor meget jeg glæder mig til at give kunderne store madoplevelser og inspiration,” fortæller købmand, Michael Lindegaard Kristiansen.
“Hos os kan man vælge at få indkøbene overstået på vanlig vis, men man kan også vælge blot at komme forbi og drikke en friskpresset juice eller nyde et glas vin, mens man hygger med vennerne.
Vi vil rigtigt gerne være et sted, man også kommer, når man ikke har indkøb for øje, men i stedet har lyst til at mødes med venner og familie over et glas vin eller lidt god mad”.
Dørene åbner lørdag d. 10. november klokken 8.
Hvad: Meny Nordhavn åbning
Hvor. Southamptongade 2, Nordhavn
Hvornår: Åbner lørdag d. 10. november kl. 8.00
Vil du have Top 10 lister og vores bud på de bedste spisesteder og caféer i København og i de forskellige bydele – så tjek vores Spiseguide her
Tilmeld dig til MigogKbh Nyt
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indbakke – tilmeld dig her