Nicklas Sahl: “Jeg tror godt, at kongen og jeg kunne hygge os”
Nicklas Sahl er oprindeligt fra Hadsten, men lige siden han flyttede til byen, for at komme tættere på der, hvor det sker i musikken, har han været vild med København.
Faktisk så vild med byen, at han sidste år skrev københavneroden “København min ven”, som fik en flot musikvideo dedikeret til FC Københavns seneste mesterskab i 2023.
Nicklas Sahl er for tiden på turné og kommer i den forbindelse forbi Danmarks Radios Studie 2 på Amager 22. marts.
MigogKbh har mødt det unge stjerneskud til en snak om hans kommende koncert, forholdet til København og hvilke steder i byen han ynder at kalde sine yndlinge.
Har du nogenspillet i studie 2 før?
“Ja, det har jeg en enkelt gang, hvor jeg varmede op for Ida Corr.
Det er lang tid siden, det må have været i 2016 eller sådan noget i den stil“
Så du har måske ikke et helt særligt forhold til Studie 2 endnu?
“Nej, ikke andet end at jeg kan huske, at jeg var helt sygt nervøs. Det var første gang, jeg skulle spille rigtigt i København.
Jeg kan bare huske det der med, at det er en meget intim sal, men der er alligevel plads til mange.
Så kan jeg huske, at jeg alligevel blev lidt nervøs dengang, jeg stod der for første gang.
Så jeg er lidt spændt på, hvordan det bliver den her gang. Nu har jeg fået lidt mere erfaring, så må vi se, om det kan hjælpe lidt.“
Hvordan er dit forhold til København?
“Jamen, det er jo sådan en true love story. Jeg flyttede til København i 2017 og havde ligesom i meget lang tid drømt om at flytte hertil.
Fordi det også i forhold til musikbranchen er her, hvor det sker.
Så jeg har på en eller anden måde altid vidst lidt, at jeg skulle til København, men havde egentlig ikke det store forhold til byen, inden jeg kom hertil.
Men jeg elsker den her by, og det er ikke sjældent, at jeg faktisk siger, at København er den bedste og fedeste by i verden. Af dem jeg har været i, i hvert fald.
Fordi den er den her blanding af storby, men det er også en lille by.
Altså den der gode blanding. Det gør, at der både er en enorm tryghed, men her er også plads til store ambitioner, også de internationale.“
Er der et sted, der er særligt fedt at spille i København?
“Altså der er jo mange dejlige steder i København.
Jeg nyder det her med nogle gange at komme på Ideal Bar og se en koncert. Det der med at se nogle, som spiller deres første koncert i København.
Der er et eller andet sådan helt specielt over Ideal Bar. Jeg husker bare sådan helt tydeligt, da jeg selv skulle spille på Ideal Bar for første gang.
Der var et eller andet over det her med at stå i VEGA-bygningen, du er ligesom ved startskuddet. Det er i hvert fald et sted, jeg holder meget af.“
Er der en bydel, du har et særligt forhold til?
“Jeg har boet i syv bydele, har jeg regnet mig frem til forleden. Lige nu bor jeg på Vesterbro.
Det, tror jeg, er min yndlingsbydel, lige for tiden i hvert fald. Jeg synes, at det er en bydel, som rummer alt det, som jeg godt kan lide ved København.
Der er liv og glade dage, men jeg bor også sådan et sted, hvor der er lidt stille og roligt samtidig.
Og så ligger det tæt på Søndermarken, som er lidt længere ud mod Frederiksberg.“
Hvilket sted i København er det aller smukkeste?
“Måske Frederiksberg Have. Ja, om sommeren – det synes jeg godt nok er smukt.“
Bliver du nogensinde uvenner med byen?
“Altså, at det er superkoldt i rigtig mange måneder, ikke? Jeg har jo altid haft en drøm om, at jeg gerne ville have et hus i Italien en dag, og så kan jeg bo dernede halvdelen af året, når det er koldt herhjemme, og så flytte tilbage lige så snart, at solen kommer frem.
Fordi så er København det fedeste sted at være. Det kan være rigtig hårdt her i vintermånederne, det vil jeg sige.“
Hvor skal du spise ude næste gang?
“Jeg kan jo rigtig godt lide italiensk. Det er sådan lidt en go-to ting.
Nu har jeg været der for ikke så længe tid siden, men på Osteria 16, det er et af mine yndlingssteder, hvor jeg har været tit.
Hvis jeg skal nævne et sted jeg savner at komme hen, så er det også et sted, jeg ikke lige har råd til at kunne tage hen hele tiden. Men Pescatarian, som jeg synes har været mega lækkert de gange, jeg har været der. Det går jeg og savner lidt.
Lige at tage sådan en tur, hvor man får taget lidt af opsparingen med og giver sig selv en rigtig god middag.“
Hvad ville du anbefale en tilflytter i København?
“Køb dig en cykel så hurtigt som mulig. Og kom ud og lær byen at kende, fordi man hurtigt finder ud af, hvor overskuelig byen faktisk er, ved at cykle rundt i de forskellige bydele. Det må være nummer et.
Nummer to er at tage til koncerter. Det er fedt, at der er masser af koncerter, og der er masser af fed kultur i København, som gør det sindssygt fedt at bo i den her by, synes jeg.
Og nummer tre… Personligt, så synes jeg det her med at bruge byen er vigtigt, i forhold til alle de her lækre steder at spise god mad.
Altså, det her med at sætte lidt af til, at man kan komme ud og spise i den her by, hvor der simpelthen er så mange gode restauranter.
Det er for mig en vigtig prioritering af mine midler. Det der med at komme ud og spise nogen god mad.“
Er der noget, København mangler?
“Det er et godt spørgsmål. Er der noget København mangler? Det er jo næsten et svar i sig selv, at jeg tænker så længe over.
Altså ikke noget, jeg kan komme i tanke om lige nu.
Og det må næsten være et svar i sig selv også, at det er en by, hvor jeg føler, at mine behov bliver opfyldt i virkelig høj grad“
Er der noget, København har for meget af?
“Ja, ved du hvad? Der er noget, der er for meget af!
Det her med, at vi skal løbe rundt i byen og lukke byen af for at lave alle mulige forskellige løb og alt muligt andet. Sådan noget, hvor vejene skal lukkes, og man ikke kan komme fra det ene til det andet sted.
Der har jeg det sådan lidt… Kan man ikke løbe et andet sted?
Og jeg kan godt lide at løbe. Jeg elsker også at løbe, men der er for mange løb, synes jeg.“
Har du et go to spot, hvis du er tømmermændsramt?
“At blive hjemme først og fremmest, men hvis nu tømmermændene ikke er hårdere end, at jeg godt kan gå ned på Enghave Plads, som jeg har lige hernede….
Så vil jeg måske købe noget bagværk eller et eller andet. Det kunne være i Brød eller lignende og lige treate mig selv lidt.
Jeg joker nogle gange lidt med, at min livret er en kardemommesnurre, men det er ikke engang sådan helt en joke.
Det kunne være, jeg går ned og køber en kardemommesnurre bagefter.”
Hvad er dit stamsted?
“Jeg kan nævne et par stykker. Enghave 9 er et sted, hvor jeg kommer ret ofte, hvis jeg bare skal have et glas vin med nogle venner.
Så er der Frederik VI, hvis vi skal starte ud på en god bytur, og vi skal have nogle øl.
Og så er der Parken. Her tager jeg stort set ind og ser alle FC Københavns hjemmekampe. De er mine store helte.“
Hvor fortrækker du at gå en tur i København?
“Måske Søndermarken. Der går jeg ret ofte, hvis jeg skal gå en tur. Det er tæt på, hvor jeg bor.
Og så har jeg sådan et eller andet særligt forhold til det her med bare lige at gå en tur rundt om Søerne.
Det er selvfølgelig meget sådan et klassisk svar, men lige da jeg flyttede herover, der boede jeg i Indre By lige ved siden af Søerne.
Jeg har bare sådan et eller andet helt nært forhold til den her tur og det, at man lige kan gå eller løbe turen rundt.
Så Søndermarken, der går jeg ofte ture, men jeg har et særligt forhold til Søerne.“
Hvad er den største oplevelse, du har haft med byen?
“Det var lidt det, jeg prøvede at smide ind i min sang København min ven.
Altså den her følelse som kan komme en sjælden gang imellem, typisk om sommeren, hvor man hopper op på cyklen.
Man skal måske ud et sted og bade med nogle venner eller et eller andet og cykler fra Vesterbro og ud til Reffen.
Den følelse der, når man har den rigtige sang i ørene, og man kan se hele København, der er udenfor og hygge sig og smiler. Det er for mig ligesom sådan mine lykkeligste momenter i byen.
Jeg har heldigvis en række gode oplevelser, men det er meget konkret den følelse for mig.“
Hvilken kendt københavner vil du gerne spise middag med?
“Mit bedste bud må være Kong Frederik. Jeg tror godt, at kongen og jeg kunne hygge os.
Og så vil jeg sørge for at møde så mange som muligt inden middagen, så jeg kan fortælle, at jeg desværre ikke har tid – jeg har en middag med kongen.”