Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Spis i dag

MigogKbh tester: Sådan smager Roskilde Festivals nye insekt-shots

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
I år kan du drikke insekt-shots på Roskilde Festival. Foto: Camilla Lützhøft Stahlschmidt
I år kan du drikke insekt-shots på Roskilde Festival. Foto: Camilla Lützhøft Stahlschmidt

Er du for meget (fåre-)kylling til at prøve Roskilde Festivals nye shots? Bare rolig – vi har gjort det for dig!

Roskilde Festival har igen i år oprustet på den gastronomiske front. Der er sket ekstremt meget siden dengang, hvor man kun kunne få tørre burgere og slatne hotdogs på festivalpladsen, og siden introduktionen af den velduftende Food Court er der i den grad sket fremskridt.

En lang række københavner-kendinge har igen i år fundet vej til Dyrskuepladsen, og her på MigogKbh har vi derfor besluttet at smage os gennem festivalen.

Læs også: Gastro-Guide: Her er alle Roskilde Festivals madnyheder

Shots tilsat insekter

Den hawaiiansk-inspirerede kæde Olioli står for et af de nyeste tiltag på årets Roskilde Festival. Til daglig laver de poke-bowls på bl.a. Frederiksberg og i Indre By, men i anledning af festivalen har de mere end skåle med rå fisk, ris og avokado på menuen i Roskilde.

Olioli har indgået et samarbejde med Syngja, som har specialiseret i en helt særlig form for fødevarer – nemlig insekter.

Syngjas mål er at gøre det helt normalt at indtage fårekyllinger som en del af et måltid, fordi de sprøde insekter er både næringsrige at spise og bæredygtige at producere. I Oliolis bod i Food Court kan du således bestille insekter som ekstra topping til din poke-bowl, eller du kan kaste dig ud i en lille kop fuld af sundhed.

Bestiller du en såkaldt Bugs’n Shot, får du nemlig udleveret en lille kop fyldt med grumset væske. Den indeholder ingefær, æble, citron og knuste fårekyllinger.

Læs også: Skål: Roskilde Festival får alkoholfri bar og ny økologisk øl

En lille skarp til tømmermændene

Køen til Oliolis bod i Food Court var lang, da vi satte os for at teste de særlige shots, men vi kunne hurtigt konstatere, at det var fisk frem for fårekyllinger, de mange sultne festivalgæster var kommet for.

Det afskrækkede os dog ikke, at tilsyneladende ingen turde kaste sig ud i insekterne, så vi bestilte Bugs’n Shots til hele MigogKbh-holdet.

Mest af alt lignede væsken i de udleverede espressokopper af pap sløj caffe latte med ekstra bundfald, men den kraftige duft af ingefær vidnede om, at koppens indhold ikke stammede fra kaffebønner.

Bundfaldet skulle vise sig at være knuste fårekyllinger. I alt indeholder et insekt-shot på 6 cl seks hele fårekyllinger, som er lavet til pulver, så de er nemmere at skylle ned.

Og hvordan smager det så, undrer du dig måske. Svaret er: Sundt!

Insekt-shots fra Syngja indeholder bl.a. fårekyllinger og ingefær. Foto: Camilla L. Stahlschmidt.

Smagen minder meget om et almindeligt ingefær-shot, som vi kender dem fra Joe & The Juice eller supermarkedet, og oven på en god portion lunkne festivalbajere kan et Bugs’n Shot helt klart være forfriskende.

En af MigogKbh’s udsendte udbrød endda: “Jeg kunne godt drikke et mere,” efter at have hældt den lille skarpe ned i halsen.

Fårekyllingerne kan man ikke smage, og dem er der således ingen grund til at være bange for.

Så måske skal du kigge forbi Oliolis bod i Food Court, næste gang hovedet hamrer, og dine tømmermænd trænger til lidt ekstra opkvikkende omsorg på festivalen.

Er du ikke helt tryg ved tanken om at indtage insekter, garanterer vi dog ikke for, at shottet i stedet kan give den modsatte effekt og få maven til at vende sig en ekstra gang.

Bugs’n Shots koster 20 kr. per stk.

Hvad: Bugs’n Shot
Hvor: Olioli, Food Court, Roskilde Festival
Hvornår: 3.-6. juli 2019

Læs også: Den har du ikke set før: OLIOLI tager til Roskilde Festival med vild poké

Del artikel

Andre læser også