Vildt: The Minds of 99 klar med ekstrakoncert i Parken

Billetterne til The Minds of 99’s to koncerter i Parken 21. og 22. juni 2024 blev revet væk, da billetsalget begyndte forleden.
Nåede du ikke at sikre dig en billet, er der nu gode nyheder.
Det danske band har nemlig tilføjet en ekstrakoncert på Danmarks nationalstadion.
Den kommer til at finde sted 23. juni.
”Vi er pisse beærede over at så mange har skrevet sig på ventelisten og at det kan lade sig gøre at lave en koncert mere. Der er virkelig blevet trukket i nogle tråde for at få det til at ske,” siger forsanger Niels Brandt og fortsætter:
“Vi må desværre ikke sige endnu hvad der rent faktisk skulle til, men vi har virkelig nogen, vi skal takke for at det kan lade sig gøre. Og så håber vi bare, at alle dem der har skrevet, de ikke nåede at få billetter til de første to koncerter, de kan komme til denne her. Vi glæder os!”
Der bliver i første omgang sat 35.000 billetter i salg til ekstrakoncerten 23. juni.
Ekstrakoncerten forventes at starte senest kl. 20.00, en time tidligere end de to første koncerter.
Det officielle billetsalg starter fredag 29. september kl. 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.