Kåret til verdens bedste by: Internationalt medie roser København

Der er god grund til at ranke ryggen og være stolt af at være københavner.
Vores kære hovedstad er nemlig kåret til verdens bedste by at bo og leve i – og det er ikke første gang.
Monocle står endnu en gang bag listen Liveable Cities Index, der beskriver de 25 bedste byer at bo og leve i, og det er femte gang, at København ligger i toppen.
På Københavns Rådhus glæder man sig over kåringen, og overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) udtaler i en pressemeddelelse:
”Jeg er en stolt københavner og overborgmester i dag. Kåringen er et kæmpe skulderklap til København, som endnu engang får den flotte hæder af at være verdens bedste by at bo og leve i. Det er en anerkendelse af københavnerne og vores fantastiske by.
Vores kollektive trafik, den stærke cykelkultur, kulturliv, erhvervsliv, klimafokus og vores gastronomiscene. Jeg kunne blive ved. Der er så mange grunde til, at mange af os har det sådan, at vi ikke kan drømme om at bo et andet sted end i København.”
Her ligger nabolandene
Udover København, ligger Zürich og Lissabon i top tre, mens Stockholm ligger nummer fem, og Oslo må nøjes med en plads som nummer 23.
Om København skriver mediet, at “the best is getting better”.
Noget af det, der fremhæves, er Københavns håndtering af coronakrisen, byens ”vibrerende” kulturliv og en ”booming” økonomi.
København modtager desuden ros for byens sikkerhed, gode offentlige transport og velfungerende velfærdssystem.
Som noget nyt har Monocle i år også fokus på byernes klimaindsatser og fremhæver Københavns mål om at være en CO2-neutral hovedstad.