Nørrebro-par har scoret vildt job: På gratis luksusrejse med Michelin-mad

Forestil dig et job, der går ud på at spise sig igennem intet mindre end 18 Michelin-retter, falde i søvn under stjernerne i et lækkert glampingtelt, opdage nye, spændende steder og drikke lokal gin.
Det er virkeligheden for Line Uttenreitter og Thomas Madsgaard Mogensen fra København, som lige nu er på deres livs eventyr.
Nørrebro-parret er nemlig de heldige, som er blevet udvalgt af Destination SydkystDanmark til at teste og anmelde en gratis luksusferie.
På Sydsjælland og Møn rejser de rundt som feriepiloter for turistorganisationen og nyder livet, mens de oplever lokale attraktioner og spisesteder.
Oplevelser fra øverste hylde
Line og Thomas er sande livsnydere, og den utraditionelle tjans passer dem derfor særdeles godt.
Med sig har de datteren Elva Sol og deres selvombyggede van med seng i bagagerummet, og den tager dem ofte med på eventyr i det fri.

På dette eventyr skal parret blandt andet overnatte i glampinghytter hos Camp Adventure, der er verdenskendt for det imponerende bygningsværk Skovtårnet.
Derudover skal der spises Michelin-menu hos Hotel Frederiksminde i Præstø, drikkes prisvindende økologiske vine hos Vesterhave Vingård ved Karrebæksminde og slappes af på Rødvig Kro & Badehotel på Stevns, der er kåret til Danmarks bedste badehotel.
Når den gratis luksusferie er forbi, skal Line og Thomas bedømme oplevelserne en efter en, og det er der en særlig grund til.

”I de her år efterspørger mange danskere oplevelser fra øverste hylde. Som turistdestination er det vigtigt hele tiden at være up to date, så vi kan indfri turisternes forventninger, når de kommer til Sydsjælland og Møn.
Derfor bliver feriepiloternes feedback enormt værdifuld og væsentlig for, hvad vi kommer til at satse mere på fremadrettet,” fortæller Martin HH Bender, der er direktør i Destination SydkystDanmark.
På Instagram deler Nørrebro-parret deres oplevelser, og du kan følge med på profilerne @sydkystdanmark og @sunshinetribe_.