Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nu åbner Copenhill endelig: Så vild er Københavns nye skibakke

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Jesper Tjäder i fuld fart ned ad Copenhill. Foto: PR
Jesper Tjäder i fuld fart ned ad Copenhill. Foto: PR

Københavnske skientusiaster har længe spejdet mod Amager og glædet sig til den dag, hvor det ikke længere er nødvendigt at rejse til sneklædte bjerge mod nord eller syd for at spænde brædder under fødderne og mærke suset, når man drøner fra top til dal.

Nu er ventetiden endelig ovre.

Fredag 4. oktober 2019 åbner Amager Bakke, også kaldet Copenhill.

Amager Bakke er Københavns nye forbrændingsanlæg, som kan meget mere end at forbrænde byens restaffald.

Det store byggeri har et væld af aktiviteter for københavnerne og deres gæster – nemlig både en skibakke på toppen samt en restaurant, stisystemer til vandre- og løbeture, fitness-stativer og en klatrevæg.

Læs også: Vild Tivoli-plan: Vil bygge bypark og Bjarke Ingels-tegnet 70 meter højt hotel

Allerede testet af skiløbere

Skibakken kan benyttes året rundt, idet underlaget hverken er koldt eller hvidt, men derimod består af grøn plastik, som er særligt designet til at give skiløbere følelsen af at stå på rigtig sne.

Der er skiløb til alle niveauer – i toppen er pisten sort med en hældning på 45 procent de første ti meter, så bliver den rød, inden den jævner sig ud med grøn hældning i bunden.

Der er desuden to børneområder og en portbane, som man kender fra disciplinen Super G. Her kan man få taget tid og håne sine venner, når man kører hurtigere end dem.

Foto: PR

Selv om Copenhill først åbner officielt fredag 4. oktober, er faciliteterne allerede testet af en række skiløbere – blandt andre hele Danmarks skiekspert, Thomas Uhrskov, som fortæller, at plastikunderlaget faktisk er ret godt at køre på.

Også den svenske freestyle-skiløber Jesper Tjäder har været en tur på forbrændingsanlæggets tag, og med denne video fra stedet tog han millioner af mennsker samt internationale medier med storm.

Læs også: Mere end 2 mio. visninger: Udlandet falder på halen over ny video fra CopenHill

Meget mere end skiløb

Er man mere til vandreture, fitness eller klatring, kan man benytte sig af Copenhills andre tilbud.

Der er bygget et grønt oplevelses- og naturlandskab, hvor man kan vandre, løbe, slentre, holde picnic, eller hvad man nu har lyst til i højden.

Orker man ikke at gå, er her også elevator.

Foto: PR

Løbe- og vandrestierne samt det grønne område omkring er offentlig tilgængeligt inden for Copenhills normale åbningstider og skal nok blive et hit for ivrige motionister og trappeløbere, der kan få pulsen til at stige med hældninger fra 5 til 35 procent.

På siden af forbrændringsanlægget kan vovehalse prøve kræfter med verdens højeste klatrevæg, der er intet mindre end 85 meter høj og 10 meter bred.

Klatrevæggen er designet, så den ligner en rigtig bjergvæg, og undervejs på turen mod toppen møder man forskellige forhindringer.

Læs også: Grønt lys til gigantisk projekt: Nyt kæmpe museum skal bygges i København

Landets højest beliggende restaurant

Som et hvert andet skisportssted med respekt for sig selv har Copenhill selvfølgelig også en bar, hvor man kan gå på afterski efter at have givet den gas på pisterne.

Ved foden af bakken ligger skicafeen, som om dagen serverer lette retter samt alpekendinge som schiwasser og weissbier.

Om aftenen forvandles cafeen til et festligt sted, der med lederhosen og schlagerhits sender tankerne til Østrig.

Foto: PR

Vil man nyde udsigten over Øresund, København og Sverige, kan man besøge spisestedet på toppen af Copenhill. Det er Danmarks højest beliggende restaurant, og her vil der være lidt mere ro på end i skicafeen.

På tagrestauranten kan man få stillet sulten eller blot indtage et glas hvidvin, mens vennerne eller familien tager et par ture på pisten.

Læs også: 4500 boliger bygges i bydel: Forslag om ny cykelslange i København

Det sker i åbningsweekenden

Når Copenhill starter skilifterne fredag 4. oktober, er der lagt op til en åbningsweekend fuld af aktiviteter.

Der er gratis adgang, og stedets parkeringsplads danner rammen om en minifestival med foodtrucks og musik.

I løbet af weekenden vil der blandt andet være slalomkonkurrence, koncerter og børneunderholdning. Du kan se hele programmet her.

Når åbningsweekenden er overstået, vil Copenhill holde åbent alle ugens dage i følgende tidsrum:

Mandag kl. 12-20
Tirsdag kl. 09-20
Onsdag kl. 12-22
Torsdag kl. 12-20
Fredag kl. 12-22
Lørdag kl. 10-22
Søndag kl. 10-20

Før helligdag kl. 12-22
Helligdag kl. 10-20

Der kan lejes skiudstyr på stedet, men du er også velkommen til at medbringe dit eget. Vær opmærksom på, at lange ærmer og handsker er påkrævet – også om sommeren, da det beskytter, hvis man falder.

Læs mere på copenhill.dk.

Hvad: Copenhill åbner
Hvor: Vindmøllevej 6, København S
Hvornår: Fredag 4. oktober 2019

Del artikel

Andre læser også