Nu åbner ny park: Kan holde på 3000 kubikmeter vand – og forhåbentlig også lidt på naboerne
I lang tid har to grønne områder midt i nordvest været fremmed land for naboerne.
Nu kan de til gengæld snart samles om ét nyt fælles grønt område, der skal hjælpe med at skabe liv og forebygge oversvømmelser.
Heldigvis har beboerne ved Grønningen NV og Bispeparken da også været stærkt involveret i, hvordan parken skulle indrettes af Områdefornyelsen Nordvest, Teknik- og Miljøforvaltningen og HOFOR.
De har sat billedkunstner Kerstin Bergendal til at indrette parken med brugbar kunst for at skabe en forandring i lokalområdet. Dels til at håndtere vand, dels med at skabe et fælles lokalt mødested i området – en rolle parken ikke har udfyldt i mange år.
”Det her er endnu et godt eksempel på, at byparkerne skal løse flere forskellige opgaver. De skal både være grønne åndehuller, hvor børn og forældre kan lege og mødes, og derudover skal de være med til at hjælpe med skybrudssikring og modvirke oversvømmelser. Og det er lykkedes virkelig godt i dette projekt pga. beboernes store engagement og opbakning,” siger Line Barfod (EL), teknik- og miljøborgmester i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune.
Afhjælper skybrud
Grønningen NV og Bispeparken kan med forandringen håndtere vand fra f.eks. skybrud i Bispebjerg og Nordvest ved at tilbageholde 3.000 m3 regnvand.
“På den måde sikrer vi de dele af byen, der ligger lavere og ind mod centrum, mod oversvømmelser,” lyder det fra Københavns Kommune.
Den nye park
Parken er udformet med mange lavninger, der midlertidigt vil kunne holde de store mængder regnvand tilbage. Men samme lavninger kan også bruges som rum for områdets sociale aktiviteter og for en ny og bæredygtig bynatur. Træ-rækkerne er så vidt muligt bevaret og suppleret med en ny varieret beplantning.
På lommepladserne kan man mødes med sine naboer, i gavlrummene kan man iagttage, hvordan vandet løber på overfladen fra karréernes gårdrum og ind i parken, i frugt og bærhaven kan man plukke årstidens høst.
Tagensbo Skole kan indtage små og store lavninger til leg og læring og de nye elementer i træ, skabt af billedkunstner Kerstin Bergendal giver en ny dimension og oplevelse i parken. Brandvejene er bevaret, men asfaltbelægningen er nu erstattet af klinkebelægning.
Den officielle indvielse af Grønningen NV – Bispeparken afholdes lørdag den 31. august 2024 fra kl. 9.30 til 13. Her vil Line Barfod (EL) teknik- og miljøborgmester afholde åbningstalen kl. 11.00. Der vil også blive afholdt rundvisninger, og der vil være adskillige aktiviteter for børn.