Nedtællingen er i gang: Denne dag åbner de første julemarkeder i København

Har du gået rundt og sunget julesange siden engang i sommer?
Og hungrer du efter gløgg, brændte mandler og juleshopping?
Vi kan glæde dig med, at ventetiden snart er forbi.
Selvom der er næsten tre måneder til juleaften, er der nemlig ikke længe til, at byens første julemarkeder åbner her i København.

Det er igen i år de store, centralt beliggende markeder på Nytorv og Gammeltorv samt Højbro Plads, der starter sæsonen som de første og fortsætter næsten helt frem til juleaften.
Vi skal kun få dage ind i november, før københavnere og turister kan gå på julemarked, for markedet på Højbro Plads åbner allerede tirsdag 4. november, mens det såkaldte H.C. Andersens Julemarked på Nytorv og Gammel Torv åbner 7. november.
Herefter holder de åbent til og med 21. december.
Masser af markeder på vej
Der er udsigt til, at der igen i år kommer rigtig, rigtig mange julemarkeder i København.
Blandt dem, der vender tilbage, er Tivolis julemarked, som åbner 14. november, samt julemarkedet på Store Godthåb, der har første åbningsdag 28. november.
Også på Kultorvet vil der denne jul være marked, og det har første åbningsdag 13. november.
Hertil kommer en lang række markeder med julede boder, som dukker op for en weekend rundt omkring i byen.
Snart er vi her på MigogKbh klar med den helt store guide, der viser vej til julemarkederne i København og omegn, og du kan blandt andet glæde dig til at tage på julemarked på Christiania, i Dragør, på Designmuseet og meget mere.