Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Over 200 film og events for filmelskere: Nu skydes CPH:DOX i gang

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: PR, CPH:DOX
Foto: PR, CPH:DOX

Det er atter tid til en af Københavns helt store begivenheder for filmentusiaster.

Festivalen CPH:DOX er tilbage, og traditionen tro betyder det et hav af fede filmoplevelser og events rundt omkring i byen.

Det tunge program byder på intet mindre end 200 dokumentarfilm, mere end 100 verdenspremierer, fem internationale konkurrencer og en kritikerpris.

Og så kan du møde såvel filmskabere som musikere, eksperter og debattører.

Onsdag 15. marts går det løs, og herefter fortsætter festivalen frem til 26. marts.

Fejrer jubilæum

Da CPH:DOX i år kan fejre 20-årsjubilæum, bliver der denne gang skruet op for festlighederne:

“Da vi for tyve år siden grundlagde CPH:DOX, havde vi ikke forestillet os, at vi her to årtier senere kunne fejre fødselsdag som en af verdens allervigtigste festivaler for dokumentarfilm,” siger Niklas Engstrøm, kunstnerisk direktør for CPH:DOX, og fortsætter:

“Det skal selvfølgelig fejres, og det gør vi med et festfyrværkeri af et program med flere filmskabere, flere verdenspremierer, flere debatarrangementer, flere stjerner og ikke mindst flere fester end nogensinde før.”

CPH:DOX benytter ikke kun jubilæet for at fyre op for fest og løjer, for samtidig er der plads til at se såvel bagud som fremad – som altid mod samfundet.

Derfor er årets tema “Predicting the Past, Rewriting the Future”.

“På årets festival ser vi både på, hvordan historien er blevet et våben, der bruges i de store kontemporære samfundsdebatter om postkolonialisme, identitetspolitik m.m., og på hvordan vores forestillinger om fremtiden i sig selv former den måde, hvorpå vi indretter og omarrangerer vores samfund på netop nu,” siger kunstnerisk direktør Niklas Engstrøm.

Flere premierer end nogensinde før

CPH:DOX er en af verdens største dokumentarfilmfestivaler, og festivalen bringer derfor mange folk fra den internationale filmbranche til København.

På grund af den store internationale interesse er festivalen blevet et yndet sted at holde en films premiere, og derfor er der i år markant flere verdenspremierer end nogensinde før i København, nemlig hele 104.

Blandt premiererne er Christoffer Guldbrandsens “A Storm Foretold” om Donald Trumps tidligere rådgiver Roger Stone samt Jialing Zhangs film “Total Trust”, som er den første film, der for alvor går i kødet på den kinesiske overvågningsstat.

Du kan også se “Blix, Birds & Bombs” om den tidligere svenske udenrigsminister Hans Blix, der ledte våbeninspektørernes arbejde i Irak inden USA’s invasion i foråret 2003.

Du kan desuden glæde dig til gratis fester på blandt andet Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst.

Og der er meget, meget mere at opleve og stadig billetter at få til et hav af film og events.

Dyk ned i programmet og find billetter her.

Hvad: CPH:DOX
Hvor: Flere steder i byen
Hvornår: 15. til 26. marts 2023

Del artikel

Andre læser også