MigogKbh Nyt 👋

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.📆💎
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh. 🍣🎺
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.💰👌

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Får vild taghave med restaurant: Nu starter byggeriet af Københavns nye IKEA

Af Michael Qureshi
Illustration: Dorte Mandrup
Illustration: Dorte Mandrup

Nu bliver det længe ventede IKEA varehus ved Dybbølsbro i København snart til virkelighed.

Efter flere års grundige forberedelser er designet for et fremtidssikret, bæredygtigt city varehus på plads og har nu fået den endelige godkendelse af Borgerrepræsentationen i København.

City varehuset bliver en nytænkning af IKEA konceptet, som man kender det i dag, og det forventes at opnå en af de højeste bæredygtighedscertificeringer BREEAM Outstanding.

Nu kan københavnerne godt begynde at glæde sig til, at de nemt kan fragte deres yndlings IKEA-produkter hjem på gåben eller cykel.

Illustration: Dorte Mandrup

Ventes åbning i 2023

Efter en lang proces med at designe et grønt, fremtidssikret varehus tilpasset moderne forbrugsmønstre har IKEA fået den endelige godkendelse fra Borgerrepræsentationen i København.

Dermed ventes det kommende IKEA city varehus at slå dørene op i sommeren 2023.

“Vi er rigtig glade for, at vi nu kan realisere planerne for vores IKEA city varehus, der er en nytænkning af det traditionelle IKEA varehus, da det er beliggende i hjertet af København og bliver tilpasset byen og københavnerne.

Det, forventer vi, kommer til at betyde, at kunderne vil bruge varehuset på en anden måde, og det er noget, vi har tænkt ind i udviklingen af varehuset.

Med den endelige godkendelse fra kommunen kan vi nu for alvor komme i gang,” siger Anders Lyhne Nordtorp, der er ekspansionschef i IKEA Danmark.

Det nye city varehus forventes at få certificeringen BREEAM Outstanding, der er en af de højeste standarder for bæredygtigt byggeri.

Illustration: Dorte Mandrup

Grøn taghave med vild natur

Bæredygtighed bliver i det hele taget gennemgående for varehuset med etableringen af en grøn taghave, som får karakter af vild natur.

I alt bliver 250 træer og buske plantet på varehusgrunden og taghaven, hvor et grønt område vil agere hjem for den naturlige fauna i området og bidrage til biodiversiteten.

Også driften og i mødet med kunderne er den grønne profil helt central med solceller, der dækker en fjerdedel af varehusets energiforbrug, mens kunder kan få hjælp til at reparere og istandsætte møbler i et Circularity Lab, der skal fremme cirkulære forbrugsmønstre.

Designet til fremtidens forbrugsmønstre

Det nye city varehus får tre etager, der bliver opdelt i kategorierne: soveværelse, stue og køkken med et mix af møbler og boligtilbehør på hver etage. Derudover vil det kommende city varehus adskille sig fra det traditionelle varehus, vi kender, fortæller Anders Lyhne Nordtorp.

“Det nye city varehus redefinerer IKEA konceptet ved at være tilpasset byen, og måden københavnerne lever i og bruger byen på.

Det kommer bl.a. til udtryk ved, at varehuset i høj grad bliver et sted, hvor kunderne henter inspiration, mens møbler bestilles og leveres, så vi skaber en god oplevelse for mange af de kunder, der kommer på gåben eller cykel,” siger han.

Ved city varehuset bliver der cykelparkering til 760 cykler inklusiv 55 ladcykler, og det vil blive muligt at låne en IKEA ladcykel til at fragte varer hjem.

Gør byen grønnere

Før den endelige godkendelse af projektet har IKEA skulle efterleve en række politiske krav fra Københavns Kommune.

Blandt andet bliver 25 % af bygningens facade dækket med grøn beplantning – i alt ca. 1300 m2 facade begrønnes.

Det grønne islæt glæder teknik- og miljøborgmester i København Ninna Hedeager Olsen (EL):

“Jeg er glad for, at IKEA har lyttet til politikerne og til tidsånden og indretter et varehus, der er baseret på, at det er nemt at komme til med cykler og ladcykler.

Samtidig får varehuset en grøn profil både med den begrønnede facade og taghaven, som kan understøtte biodiversitet, så det synes jeg er positivt,” siger hun.

Et varehus der binder byen sammen

Den grønne taghave spiller en vigtig rolle i planlægningen af det nye city varehus, da arealerne skal være med til at binde bydelen sammen fra Bernstorffsgade og Otto Busses Vej.

Samtidig bliver området et sted med plads til ophold og leg, hvor københavnerne kan mødes, slå sig ned og nyde den flotte udsigt over København.

“Med et varehus der ligger så centralt, er det vigtigt for os, at det bliver en naturlig del af bymiljøet.

Det kan vi sikre os ved også at skabe plads til dem, der måske ikke skal handle hos os.

Vi vil gerne skabe liv i et område, der ellers ikke bliver brugt som opholdssted.

Derfor kan vi med den grønne taghave bidrage til et bæredygtigt by- og lokalmiljø, der er til glæde for københavnerne,” siger Anders Lyhne Nordtorp.

IKEA har løbende inddraget lokale borgere på Vesterbro, der har haft mulighed for at komme med forslag til lokalplanen og byggeriet. Med lokalplanens godkendelse begynder byggeriet af city varehuset, og den officielle åbning forventes at blive i sommeren 2023.

Fakta om IKEA København

 

Arkitekter: Dorte Mandrup A/S

Totalentreprenør: MT Højgaard

City varehus i tre etager i kategorierne: soveværelse, stue og køkken med et mix af møbler og boligtilbehør på hver etage

Boligtilbehørsprodukter kan købes med hjem samme dag, mens møbler bestilles og leveres

Offentlig tilgængelig taghave med direkte adgang til og fra nabobygningerne

IKEA Restaurant, Café, Svensk Madmarked samt ekstern restaurantpartner på taghaven

250 træer og buske bliver plantet på taghaven og rundt omkring på city varehusgrunden

Taghaven får karakter af vild bynatur med mange forskellige plantearter, der kan agere hjem for den naturlige fauna i området og bidrage til biodiversiteten

1450 m2 solceller bliver monteret på bygningens tag. De forventes at dække en fjerdedel af bygningens energiforbrug

25 % af bygningens hvide facade bliver dækket med grøn beplantning – i alt ca. 1300 m2 grønt på facaderne

Cykelparkering til 760 cykler inklusiv plads til 55 ladcykler

Kunder kan låne ladcykler med hjem til fragt af varer fra IKEA København

IKEA forventer, at byggeriet opnår BREEAM certificeringen ’Outstanding’