Over 350 oplevelser for læseheste: Nu er der igen Bogforum i København

Kl. 10:00 - søn Kl. 17:00 / Amager / Bella Center
Krimier, kogebøger, børnebøger, erindringer, biografier, krea-bøger og meget mere.
Der er noget for enhver læsehest at gå om bord i, når Danmarks største litteraturbegivenhed vender tilbage.
Fra 7. til 9. november forvandles Bella Center til Bogforum, der denne gang har mere end 350 oplevelser på programmet.
Også i år danner alt det, der optager læserne, rammen om programmet.
Det gælder blandt andet ophav, klasse og køn, udblik og perspektiv, fællesskaber og meget mere.

Mød forfattere og stjerner
Den store bogmesse får som altid besøg af en lang række interessante personligheder, man som gæst kan opleve på scener rundt omkring i Bella Center, når der er interview, debatter og oplæsninger.
Denne gang har Bogforum hele 14 scener, hvor man kan blive klogere på en lang række emner.
Der er blandt andet mulighed for at opleve Niels Frank, som er aktuel med Det slutter her, i samtale med Morten Pape, forfatteren bag Månebarn, om den nære families skæbner og skyggesider.
Man kan også lytte med, når den svenske stjerneforfatter Alex Schulman fortæller, og franske Didier Eribon bliver interviewet af Rune Lykkeberg om den klassekultur, som prægede hans opvækst.
Blandt andre forfattere, som gæster Bogforum, kan nævnes Glenn Bech, Malte Tellerup og Maj My Humaidan.
Desuden kan man høre musiker Søren Huss tale med Sørine Gotfredsen om sit tekstunivers og give en minikoncert med sange fra bagkataloget.

Udforsk nye områder
Er man en af dem, der besøger Bogforum år efter år, vil man denne gang bemærke flere nye tiltag.
Der vil være flere steder at sidde, spise, forbyde sig og ikke mindst tale sammen end nogensinde før, og for første gang kan man tage plads i Litteraturstrædet, Skaberhjørnet og på Balkonen.
Litteraturstrædet er stedet, hvor mindre kvalitetsforlag som Jensen & Dalgaard, Sisyfos, Palomar, Vinter, Multivers, Wunderbuch og Mindspace holder til, og det er også her, man møder Statens Museum for Kunst og Zetland.
I Litteraturstrædet vil der være spændende litterære oplæg, lige som man kan finde bøger fra forlag med personlighed, sans for formgivning og udsyn.
Bliver man tørstig, kan man her besøge Volatil Vinbar, der er specialiseret i økologisk vin med lav intervention, og skulle sulten melde sig, er det blot at søge mod Andersen Bakery.
Skaberhjørnet er et helt nyt område, som er særligt skabt til kreative sjæle.
Her handler det om kreativitet, håndarbejde og hobby-bøger, og man kan med garanti finde en god strikkeopskrift og inspiration til at kaste sig ud i nye krea-projekter.
I Skaberhjørnet ligger Atelieret, hvor der afholdes forskellige workshops – blandt andet med fokus på linoleumstryk, akvarel, papirblomster, strik og meget mere.
På Balkonen kan man komme helt ned i gear, når man finder et roligt hjørne og tager plads i loungemøblerne.
Det er her, både Litteraturscenen, Vidensscenen, Balkonscenen og Krimiscenen ligger, og man kan forsyne sig med gode sager hos Lagkagehuset.

Tag børnene med
Der er god grund til at tage hele familien med til Bogforum, for børnene har igen i år deres helt eget Børnenes Bogforum.
På børneprogrammet er der både sjov, løjer og alvor, og det hele handler om at vække læseglæden hos såvel store som små.
Børn og deres voksne kan blive klogere på alt fra YouTube til musik, lige som man kan høre masser af gode historier og deltage i quizzer.
Også her er der mulighed for at bruge de kreative evner og slippe fantasien løs. Man skal blot besøge Det Vidunderlige Værksted.
I Mød mig-området kan børnene hilse på populære forfattere som Sigurd Barrett og elskede karakterer som Rasmus Klump, Alfons Åberg og Bluey.
Med andre ord er der altså bred vifte af inspirerende oplevelser på dette års Bogforum – lige meget om man er til fiktion eller fakta, og om man er stor eller lille.
Bogforums åbningstider:
Fredag kl. 10-19 (Børnenes Bogforum 10-17)
Lørdag kl. 10-18 (Børnenes Bogforum 10-18)
Søndag kl. 10-17 (Børnenes Bogforum 10-17)
Partoutbilletter koster 463 kroner + gebyr, og dagsbilletter koster 243 kroner + gebyr.
Børn under fire år kommer gratis ind.
SE PROGRAMMET OG KØB BILLET HER
Hvad: Bogforum
Hvor: Bella Center, Center Boulevard 5, København S
Hvornår: 7. til 9. november 2025