Mød de frygtindgydende kæmper: Nu flytter 25 dinosaurer ind i Zoo

Zoologisk Have i København har endelig slået portene op efter corona-nedlukningen, og det skal markeres med maner.
Derfor byder Zoo nu velkommen til en udstilling fuld af historie, når en række kæmpestore dinosaurer kan opleves side om side med de levende dyr.
Du kan møde dinosaurerne fra lørdag 10. april.
100 millioner års historie
De 25 frygtindgydende kæmper står hver især placeret ved dyr, som de har noget til fælles med – både når det gælder adfærd og fysiologi.
Eksempelvis er Spinosaurus placeret ved pelikanerne, fordi den havde en lignende livsstil, hvor den jagede i vand og havde svømmehud mellem fingre og tæer.
På den måde kan gæsterne i Zoo blive klogere på dyrenes udvikling gennem mere end 100 millioner år.

”Selvom dinosaurerne for længst er uddøde, er der stadig så meget, de kan lære os. Ikke kun om deres tid, men også om vores egen og hvor vi er på vej hen. Det handler både om at give os anderledes syn på dyreriget, fordi dinosaurerne har nogle overraskende ting til fælles med mange af de dyr, vi kender. Men de kan også lære os om udfordringer som klimaforandringer, fordi de også levede i en tid, hvor verden ændrede sig markant, hvilket havde en omfattende påvirkning på deres liv,” fortæller Iben Næs Aggerholm, der er biolog og fagansvarlig hos Zoo.
Prutter og brøler
Udstillingen er udviklet af Zoo med hjælp fra Dino Don Inc., som er en af verdens største producenter og leverandører af robotiserede dinosaurer til museer og zoologiske haver verden over.
Zoologisk Haves administrerende direktør, Jørgen Nielsen, glæder sig til at åbne udstillingen og fortæller:
”Det sidste år har jo en været en voldsom omgang for alle. Og derfor er vi også ekstra glade for, at vi nu kan sparke foråret i gang for alvor. Vi har brug for at blive fascineret og fortryllet, og der kan dinosaurerne bare noget helt unikt, uanset hvor gammel man er. Det er en adgangsbillet til en eventyrlig verden, vi stadig kan lære meget af, og at nogle af dinosaurerne så er 10 meter høje og kommer til at stå og prutte og brøle, gør det kun til en endnu større oplevelse.”
Vær opmærksom på, at du skal kunne fremvise en negativ coronatest for at få adgang til Zoo.
Der er oprettet et kviktestcenter i villaen, der tidligere har været hjem for flere af Zoologisk Haves forhenværende direktører. Her kan du blive testet, hvis du ikke har nået det inden ankomst.
Læs mere på zoo.dk.
Hvad: Dinosaurer
Hvor: Zoologisk Have
Hvornår: 10. april til 26. september 2021