MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

76 meter over byen: Nu genåbner vild restaurant og skybar i København

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: PR, Sukaiba
Foto: PR, Sukaiba

Silketynde skiver af oksekød toppet med kaviar, sanseberusende cocktails i glasset, pumpende beats fra DJ-pulten og byens glimtende lys for dine fødder.

Det kunne lyde som en genial aften ude i New York, Tokyo eller London, men lige om lidt er det en realitet lige her i København. 

Efter at have ligget i restaurantdvale lige siden corona-pandemien brød ud i 2020, slår en af Københavns mest imponerende beliggenheder nu atter dørene op for spisende gæster. 

En rejse til ”et helt vildt sexet sted”

Sukaiba er navnet på stedet, der fra 2018 til 2020 bød på en japansk-nordisk madoplevelse på toppen af det ene af de lænende tårne på AC Hotel Bella Sky på Amager.

Efter en lang periode som cocktailbar, er det nu blevet tid til at tænde op i komfuret igen. 

Køkkenchef Anders Døssing på Sukaiba. Foto: PR

”Det er en relancering, ikke en genåbning,” slår den nye restaurantchef på Sukaiba, Jacob Brink Lauridsen fast til MigogKbh.

Han har årtiers erfaring fra steder som Noma, Alchemist og The Silo. 

”Det er et helt nyt hold med en helt ny tilgang til både mad og service. Vi er ikke længere bundet af det japansk-nordiske koncept, men har genskrevet en kæmpe kærlighedserklæring til hele Fjernøsten.

Nogle vil nok kalde for panasiatisk gourmet, men vi kalder det bare for en rejse. En rejse fuld af overraskelser, der skal give oplevelsen af at være landet et helt vildt sexet sted. Kort og godt,” lyder det fra Jacob Brink Lauridsen.

På gourmetrundtur i hele Fjernøsten

Et kig i menukortet på det nye Sukaiba afslører da også, at der er hentet inspiration rundt omkring i hele Asien.

AC Hotel Bella Sky. Foto: PR

Der er både japanskinspireret tun med tang, indiske naanbrød med rosenblade, en hyldest til indonesisk spinat og en mango bubble-tea fortolket som dessert i vente. 

En tastingmenu med syv retter og flere overraskelser undervejs kommer til at stå i 695 kroner per snude.

Men du kan også sætte spisepindene i à la carte-retter, hvor især én kreation indkapsler alt det, det nye Sukaiba handler om, ifølge køkkenchef, Anders Døssing: 

”Vi har lavet en sashimi-ret med silketynde skiver af økologisk, dansk oksehøjreb. Dem topper vi med Oscietra-kaviar og pensler kødet med en hjemmelavet østerssauce lavet af resterne fra de østers, vi serverer på snackkortet.

Mange steder bruger vi på den måde alle delene af vores råvarer, sådan at vi også tænker lokal bæredygtighed ind i en ellers meget international form for gastronomi.”

Panoramaudsigt fra 23. etage

Anders Døssing har slået sine folder på blandt andet Hotel d’Angleterre og Gorilla, men har også arbejdet for Heston Blumenthal på den verdensberømte gourmetrestaurant The Fat Duck uden for London. 

Og det beskriver måske meget godt, hvad man som gæst kan forvente af et besøg hos Sukaiba på 23. etage af AC Hotel Bella Sky fra 28. oktober og frem, når man sidder i en lædersofa fyldt med bløde puder på toilettet (ja, toilettet!) og indtager panoramaudsigten over byen.

Med andre ord er der tale om et ganske u-københavnsk sted lige her i København. 

Sukaiba slår dørene op på ny 28. oktober og har åbnet for reservationer, og du kan læse mere og booke bord her.

Hvad: Sukaiba Copenhagen
Hvor: 23. etage af AC Hotel Bella Sky, Center Boulevard 5, København S
Hvornår: Relanceres fredag 28. oktober 2022
Hvor meget: À la carte-retter fra 95 kr. og 7-retters tastingmenu med overraskelser for 695 kr.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien