Nu hejser de Rundetaarns kuppel på plads: Og du kan skrive en besked til fremtiden

Det var et kæmpe skue, da kranføreren med stor møje og omhu hejste en af Københavns mest ikoniske vartegn sikkert ned på jorden.
I måneder har københavnere kunnet følge arbejdet med Rundetaarns kuppel nede fra gaden.
Nu sker det store øjeblik endelig.
Læs også: Blandt landets bedste: Nu er Herberg for unge hjemløse i vild overlevelseskamp Den 21. maj bliver Rundetaarns ikoniske irgrønne kuppel hejst tilbage på toppen af det historiske tårn i Indre By efter en omfattende restaurering, og alle er inviteret til at komme forbi og se det spektakulære løft med egne øjne.
“Genmonteringen bliver et helt særligt øjeblik, som sandsynligvis kun vil finde sted én gang i vores levetid. Det vil vi selvfølgelig gerne dele med byen,” siger Jeanette Bursche, direktør i Rundetaarn.
Hele København fulgte med, da kuplen blev løftet ned i januar for at få ny kobberbeklædning og blive restaureret i et værksted ved tårnets fod.
Nu vender den tilbage.
Og det sker på en helt særlig dato.
Vender tilbage på historisk dato
Kuplen bliver hejst op den 21. maj klokken 12. Det er præcis samme dato, som den oprindeligt blev løftet op på tårnet i 1929.
Dengang foregik det i to dele med hejseværk langs siden af tårnet. Denne gang sker det i ét stykke med kran.
“Når kuplen vender tilbage til sin plads, markerer det ikke kun afslutningen på et omfattende arbejde og godt håndværk. Det markerer, at vores fælles kulturarv lever,” siger Jeanette Bursche.
Selve løftet afhænger dog af vejret, og beslutningen bliver først taget tidligt samme morgen, da arbejdet kræver næsten vindstille forhold.
Københavnere kan sende besked til fremtiden
På dagen inviterer Rundetaarn også alle fremmødte til at skrive en hilsen til en tidskapsel, som senere bliver placeret inde i observatoriets teleskop.
Rundetaarn udvælger 100 beskeder til kapslen.
“Teleskopet har stået på sin plads siden 1929 og skal forhåbentlig stå der de næste 100 år. Mens tidskapslen ligger trygt og godt og verden forandrer sig udenfor, vil generationer komme på besøg,” siger astrofysiker Christina Toldbo, der leder observatoriet.
Fra klokken 10.30 står historie- og astronomiformidlere klar ved Rundetaarn for at fortælle om observatoriet og restaureringen.
Det historiske observatorium forventes at genåbne til oktober, når mørket igen gør det muligt at rette teleskopet mod nattehimlen over København.