For 59. år i træk: Nu kan du igen besøge julebordene hos Royal Copenhagen

For 59. år i træk åbnes dørene til den elskede julebordsudstilling i Royal Copenhagens flagskibsbutik på Amagertorv 6 i hjertet af København.
Gennem årene er udstillingen blevet en fast juletradition, der siden 1963 har samlet tusinder af besøgende på tværs af generationer, og den skattede tradition udfoldes nu også digitalt, så hele Danmark kan nyde den.
Under temaet ’En fortryllet jul’ tager julebordsudstillingen udgangspunkt i de inviterede borddækkeres drømme og tankestrømme, når kreativiteten slippes løs.
Med fødderne solidt plantet i egne juletraditioner og med hver deres afsæt i kunstens verden, rækker de ud mod en jul, hvor kun fantasien sætter grænser.

Seks kreative personligheder
Royal Copenhagen har indbudt seks kreative personligheder til at dække årets i alt fem juleborde.
De er alle unikke formidlere af hver deres kreative og faglige felt og deler en personlig iscenesættelse, af hvad, der gør julen fortryllende for dem.
Publikum inviteres til at drømme sig til juleborde i forskellige verdenshjørner og afkroge af fantasien, mens de samtidig opfordres til at forholde sig til det fortryllende ved julen og alt hvad den indebærer af ro, kaos, traditioner og hygge.
Dette års borddækkere, der med afsæt i en verden af Royal Copenhagen porcelæn, har iscenesat deres juledrømme er:
- Bente Scavenius (f. 1944) – Kunsthistoriker, -kritiker, forfatter, foredragsholder og TV-personlighed
- Adam Price (f. 1967) – Manuskriptforfatter, TV-vært og restauratør
- Vang Stensgaard – kunstnerduo bestående af scenografer og kostumedesignere Anja Vang Kragh (f. 1970) og Mia Stensgaard (f. 1972)
- Søren Le Schmidt (f. 1988) – Designer
- Frederikke Legaard (f. 1995) – Multikunstner og kogebogsforfatter
De stemningsfulde juleborde iscenesætter julens traditioner, men vover også at give højtiden lidt kant og humor.
Udstillingen giver også inspiration videre til de besøgende til julepyntning og borddækning, og den åbner officielt fredag den 11. november og kan opleves på 2. sal på Amagertorv 6, 1160 København K frem til den 31. december 2022.
Julebordene kan også opleves digitalt i samme periode lige her.