Sommervibes og sport i sandet: I weekenden kan du se beachvolley i København

Der er fuld fart på sommerstemningen på Østerbro i weekenden 22.-23. maj.
Ryparkens idrætsanlæg lægger sand til Pepsi Max Beachvolley Tour, og det betyder, at du kan opleve nogle af landets dygtigste beachvolleyspillere i aktion.
Det er første gang i år, at toppen af dansk beachvolley tørner sammen, og de forsvarende danmarksmestre fra Copenhagen Beachvolley skal vise, hvad de kan.
En af de forsvarende danmarksmestre er Cecilie Køllner Olsen, som ser frem til weekendens kampe:
“Det er altid sjovt at spille første stævne på den danske tour. Det bliver spændende at se, hvad folk har trænet på siden sidste sæson, og samtidigt bliver det spændende at se, hvilke hold der hurtigst finder game face frem igen efter, at det har været pakket væk med alt sommertøjet,” fortæller hun.

Kolde øl og god stemning
Udover topholdene kan man opleve spillerne i 1. til 4. division samt ungdomsrækkerne giver den gas i sandet.
Arrangørerne lover god stemning, fede sommertoner fra højttalerne og masser af underholdning begge dage, og tilskuerne kan selv prøve kræfter med sporten eller blot dase i sandet med en kold øl eller iskaffe i hånden.
Der er fem minutters gang fra Ryparken Station til anlægget, hvor der spilles beachvolley.
Der er gratis adgang, og du kan se kampe fra klokken 9 til 18 lørdag og fra klokken 9 til 17 søndag. Finalerne spilles søndag klokken 15.30.
Hvad: Pepsi Max Beachvolley Tour
Hvor: Ryparkens idrætsanlæg, Østerbro
Hvornår: 22. og 23. maj 2021