Gratis: Nu kan du tage på Harry Potter-eventyr på Nørrebro
Er du ved at løbe tør for ideer til sjov underholdning for ungerne under corona-nedlukningen?
Hvis de er vilde med Harry Potter, er her et godt bud på en aktivitet, der helt sikkert vil få smil frem på læberne hos hele familien.
I efteråret 2020 bød Nørrebro Bibliotek på en digital gåtur med Harry Potter-tema, og nu er aktiviteten tilbage.
Der er tale om en quiz, som foregår via appen Woop og leder deltagerne på en tre kilometer lang gåtur rundt på Nørrebro.
For hele familien
Undervejs skal man forbi 24 poster med Harry Potter-relaterede spørgsmål, som man skal svare på.
Harry Potter-quizzen egner sig for hele familien, og alle spørgsmålene har tre valgmuligheder, så man kan gætte, hvis man ikke lige kan huske det rigtige svar.
Spørgsmålene handler mest om de første fire bøger/film i Harry Potter-universet, så det er en fordel at have kendskab til dem.
Den digitale gåtur er ganske gratis.
Sådan gør du:
- Download appen ”Woop” i App Store eller Google Play
- Gå til indgangen af Nørrebro Bibliotek
- Start app’en og log ind med enten Facebook, e-mail eller som gæst
- Tryk på ”Jagt”
- Find jagten ”Harry Potter Quizzen på Nørrebro” og tryk på den
- Tryk på ”start”
- Følg kortet og besvar de spørgsmål, som dukker op på din skærm
Vær opmærksom på, at appen skal være åben under hele gåturen, så det er en god ide at lade sin telefon helt op, inden man begiver sig ud på Harry Potter-eventyret, eller tage en powerbank med.
Hvad: Harry Potter-quiz – En digital gåtur
Hvor: Start ved Nørrebro Bibliotek