Nu må du endelig gå på søerne: Men kun 3 steder
For første gang denne vinter er der nu officielt grønt lys til en ægte klassisk vinteraktivitet i København.
Kommunen har nemlig sat de blå skilte op tre steder, hvilket betyder, at det nu er lovligt at gå ud på isen.
Læs også: Viser tissekoner frem: København får nyt museum Det drejer sig om Brønshøj Gadekær, Brønshøj Kirkemose og Peblinge Sø, hvor isen er blevet vurderet tyk nok til at bære mennesker.
Indtil skiltet med teksten “Færdsel på isen tilladt” bliver sat op, er det ellers forbudt at bevæge sig ud på de frosne søer. Kommunen måler løbende isens tykkelse, når frosten sætter ind, og først når sikkerheden er i orden, åbnes der.
Tre søer er åbnet
Lige nu gælder tilladelsen kun tre steder i byen. Det er Brønshøj Gadekær, Brønshøj Kirkemose og Peblinge Sø, hvor isen er vurderet sikker.
På en række andre kendte søer i byen er der fortsat forbud mod at gå ud på isen. Det gælder blandt andet Fælledparksøen, Ørstedsparkens sø, Sortedamssøen og søerne i Østre Anlæg.
Erfaringen viser nemlig, at mange af byens søer sjældent bliver sikre nok til, at de kan åbnes.
Så tyk skal isen være
For at kommunen kan give grønt lys, skal isen typisk være mellem 16 og 18 centimeter tyk. Selv når isen har nået den tykkelse, opfordres borgere til at bruge sund fornuft.
Vejret kan hurtigt ændre sig og påvirke isens bæreevne. Samtidig kan mange mennesker samlet på ét sted, eller aktiviteter som hop og leg på isen, skabe farlige situationer.
Her bliver isen aldrig sikker
Selvom frosten bider, er der områder i København, hvor man aldrig må gå ud på isen. Det gælder havnen og kystområder, hvor strøm, saltvand og skiftende forhold gør isen usikker.
Kommunen understreger også, at søer, som ikke står på listen over åbne områder, automatisk er forbudte at færdes på.
Hold øje med opdateringer
Kommunen opdaterer løbende oversigten over søer, hvor isen kan blive sikker. Listen ændrer sig fra dag til dag afhængigt af vejret og isens udvikling.
Hvis du planlægger en tur på isen, anbefales det derfor altid at tjekke de nyeste meldinger, før du går ud.
Men lige nu er der altså tre steder i København, hvor vintervejret giver mulighed for en sjælden oplevelse midt i byen, nemlig at gå en tur på isen helt lovligt.