MigogKbh Nyt 👋

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.📆💎
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh. 🍣🎺
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.💰👌

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Lukket i næsten to år: Nu skal 250 år gammelt teater renoveres

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: Ehrhorn Hummerston
Foto: Ehrhorn Hummerston

Der kommer til at gå lang tid, før man igen kan besøge Københavns gamle hofteater, der ligger ved Christiansborg Ridebane på Slotsholmen.

Det skyldes dog ikke udelukkende corona-restriktionerne.

Hofteatret skal nemlig gennemgå en større, men meget nænsom renovering, som vil stå på fra begyndelsen af marts måned 2021 frem til juletid 2022.

Det historiske teater er mere end 250 år gammelt og oprindeligt tegnet af arkitekten Nikolaj Eigtved.

Bevarer historiske detaljer

Det er en del af det første Christiansborg Slot og det fredede ridebaneanlæg, hvilket gør bygningen til noget helt unikt, og renoveringen skal derfor sikre en bevarelse af de mange historiske detaljer.

Som en del af renoveringen vil man blandt andet brandsikre bygningen og udskifte alle tekniske installationer, skabe moderne, tekniske forhold til brug for scenekunst, sikre bedre adgang for kørestolsbrugere og indrette nye toiletforhold og andre besøgsfaciliteter til gavn for Hofteatrets gæster.

”Hofteatret er en helt eneståede bygning, som byder på et væld af historier, og dem skal vi sikre kan blive fortalt på stedet i mange år endnu. Teatret er en fredet bygning, og derfor bliver det en nænsom restaurering, vi nu går i gang med. Vi bevarer og konserverer de smukke inventarer samtidig med, at vi forbedrer de tekniske installationer, så teatersalen kommer til at fungere optimalt i en moderne kontekst,” udtaler Gerti Axelsen, vicedirektør i Slots- og Kulturstyrelsen.

Kulturelt mødested

I den kommende tid vil der blive etableret en byggeplads på Christiansborg Ridebane og balkonen foran Hofteatret, mens håndværkere og restaureringseksperter går i gang indenfor.

“Med projektet kan Teatermuseet i Hofteatret nu for alvor løfte den udvikling, som vi har gennemgået det seneste årti, ind i vores tid og verdensforståelse. Hofteatret bliver markant styrket som en unik kultur- og teaterhistorisk attraktion,” siger Peter Christensen Teilmann, der er direktør i Teatermuseet i Hofteatret, og fortsætter:

“Som teatermuseum får vi mulighed for at udfolde vores virke som et nutidigt museum i historiske interiører med moderne faciliteter og formidlingsgreb, så vi kan give fortællingerne om Hofteatret og dansk teaters historie aktualitet og relevans videre til vores besøgende. Og ikke mindst styrker vi Hofteatret som et kulturelt mødested for stadigt flere forskellige besøgende og brugere midt i det historiske og aktuelle Danmarks magtcentrum.”

Museum rykker til kunsthal

Teatermuseet, som er en del af Hofteatret, vil stadig kunne besøges trods renovering – dog i lånte lokaler.

Det rykker midlertidigt ind i Nikolaj Kunsthal på Nikolaj Plads i Indre By, og så vil museet løbende stå for forskellige aktiviteter og udstillinger. Blandt andet i Christian d. 8.’s Palæ på Amalienborg Slot fra maj til oktober 2021.

Du kan holde øje med Teatermuseets aktiviteter og udstillinger på Facebook.