Stem på din favorit: Nu skal Københavns smukkeste nybyggeri kåres

I København har man præmieret arkitekter og bygherrer bag særligt bemærkelsesværdig arkitektur siden 1903.
Nu er det igen blevet tid til at hylde dem, der beriger byen med interessant byggeri, for publikumsprisen skal uddeles endnu en gang.
En vinder skal findes blandt 10 nominerede nybyggerier, som er taget i brug i perioden 1. januar 2019 og 1. juli 2020, og du kan være med til at afgøre, hvilket nybyggeri der skal kåres til det smukkeste.
Du kan afgive din stemme på Københavns Kommunes hjemmeside.
Du kan stemme til og med 20. april 2021.
Herunder kan du se de 10 byggerier, som er nomineret til publikumsprisen.

1. Amager Bakke
I andre lande er industrianlæg noget, man gemmer væk, graver ned, hegner ind bag mure og pigtråd eller placerer langt fra beboelse. Sådan er det ikke i København.
Amager Bakke er en offentlig park, der inviterer til løb, leg, vandring og skiløb.
Læs mere om Amager Bakke her.

2. Charlottetårnet
Charlottetårnet er både et byhus og et højhus i 16 etager på samme tid.
Her ligger 37 hotellejligheder, og med en etageplan på kun 9 x 14 meter er Charlottetårnet et slankt højhus med et usædvanligt lille fodaftryk.
Læs mere om Charlottetårnet her.

3. Cityringen
Cityringen binder København sammen og åbner byens forskellige dele for borgerne, og samtidig gør den det lettere at bruge hele byen og giver nyt liv til mange lokalområder.
Læs mere om Cityringen her.

4. Enghaveparken
Den historiske park Enghaveparken er blevet omdannet og er nu Københavns største klimaprojekt.
Enghaveparken åbnede i 1929 med værker tegnet af en ung Arne Jacobsen. Med den nye Enghavepark er flere af Jacobsens tidlige værker blevet restaureret og to funktionalistiske pavilloner er genopført.
Læs mere om Enghaveparken her.

5. Frihedsmuseet
Frihedsmuseet erstatter det gamle museum, der brændte i 2013, og er både museum og et nyt naturrum i Churchill Parken ved Kastellet.
Læs mere om Frihedsmuseet her.

6. Københavns Museum
Københavns Museum ligger i arkitekt Hans Jørgen Holm´s fredede Overformynderi på hjørnet af Stormgade og Vester Voldgade, placeret midt i byens kulturkvarter, med adgang via den lille byhave på hjørnet.
Efter en omfattende restaurering formidler bygningen Københavns historie.
Læs mere om Københavns Museum her.

7. Klostergårdens plejehjem og Seniorbofællesskabet Sankt Joseph
Sankt Joseph Klosterets DNA var et sted, der drog omsorg for mennesker.
Nu er det omdannet med respekt for den historiske arv, og man har konverteret et bevaringsværdigt klosterbyggeri inklusiv dets kirke til 29 nyrestaurerede seniorboliger samt tilføjet et nyopført plejecenter
Læs mere om Sankt Joseph Klosteret her.

8. Lille Langebro
Lille Langebro er en fredelig og behagelig smutvej mellem bymidten, havnen og Christianshavn for cyklister og fodgængere.
Broen bidrager til Københavns bæredygtige byudvikling, som har til formål at skabe en attraktiv ramme for livet og trivslen i hovedstaden, hvor stadig flere cykler hver dag.
Læs mere om Lille Langebro her.

9. Nørrebro Bibliotek
Nørrebro bibliotek er flyttet til Nørrebrohallen.
Den gamle sporvognsremise har stået på dette sted i over 100 år og er i sig selv en fornem repræsentant for en stolt Københavnsk bygningskultur.
Læs mere om Nørrebro Bibliotek her.

10. Træhus i Sydhavnen
Havebyen Mozart 74 består af to mindre huse med helvalmede tage, forbundet af et meget tyndt, fladt tag.
Opdelingen af huset i mindre størrelser får det til at passe ind i omgivelserne, som også er præget af sammensatte og forskelligartede huse.
Læs mere om træhuset her.