Nu skriger han i stilhed: Buttenschøn har skrevet en bog til sit 8-årige jeg – men vi kommer alle til at tude

Det begyndte med en sang.

Sangen blev til et brev.

Og til sidst blev brevet til en bog – skrevet til Thomas Buttenschøns otteårige jeg.

Med ‘Nu skriger jeg i stilhed’ vender multikunstneren, der altid har været kendt for sit brede smil og de store sange, blikket indad og skriver det, han selv havde brug for at høre som barn.

Læs også: Se videoen: Nyt scary house tager livet af dig – eller bliver dit værste mareridt

Samtidig åbner han et rum, hvor vi andre kan spejle os i hans erfaringer med tab, kærlighed og taknemmelighed.. Men bag facaden har hans liv været præget af tab, sygdom og kampen for at finde sin plads i verden.

Det er de spor, han nu dykker ned i i sin nye bog, hvor han fortæller sin egen historie i et mere personligt og dybdegående format, end vi tidligere har set.

“Det startede med en sang, som blev til et brev, og som til sidst blev til en bog. Det kunne ikke på andre måder, det var nu det skulle ud,” siger han til MigogKbh i en gammel kælder, der var en gammel svømmehal i et gammelt kvarter på Østerbro.

“Jeg kunne ikke have skrevet den her bog, da jeg var 30 – det handler om at ramme et rundt hjørne i livet,” siger han mens, vi henter en kop kaffe i vintersolen fra en af de nærliggende caféer.

Tæt på går hans børn i skole, og det er meget rammende for hans mission.

At tale til sit yngre jeg

Kernen i bogen er nemlig en dialog med et otteårigt barn.

Den lille dreng, som voksede op med hiv og oplevede, at verden hurtigt blev hård og ensom.

For Buttenschøn er bogen både en håndsrækning og en måde at se sit eget liv i et nyt lys, forklarer han hudløst ærligt.

“Hele øvelsen i at skrive til mit otteårige jeg er en markering af at huske at sige tak – og at se, at det kunne være gået alle mulige veje,” fortæller han.

“Der var ingen der kunne have gættet, at jeg med de vilkår livet gav mig, ville stå på store scener og synge mine sange for mennesker, der kan spejle sig selv i dem. Jeg kunne lige så godt være blevet musiklærer, som jeg først drømte om.

I den nye bog beskriver Thomas Buttenschøn, hvordan han som barn ofte følte sig efterladt.

“Jeg har følt mig helt forladt og ensom, men er blevet klar over, at de voksne i mit liv faktisk har været der hele tiden. Man kan måske bare ikke se det, mens man er i det. Men hold op, der har været nogle vigtige voksne.”

Det er denne dobbelthed – mellem ensomhed og omsorg, fravær og nærvær – som gennemsyrer bogen.

Ja hele hans person, når han snakker, synger, skriver, eller tegner – men mere om det senere.

Personligt – men ikke privat

Buttenschøn gør det klart, at han ikke har ønsket at skrive en klassisk selvbiografi.

“Jeg har ikke noget imod at være personlig, men når det bliver privat, synes jeg bare, det bliver uinteressant. Vi skal kunne bruge det personlige til noget, der udvikler os.”

For ham handler det om at dele erfaringer, så andre kan bruge dem.

“Selvom det er mine egne fortællinger, så skal læseren kunne se sig selv i dem – og blive klar over, at vi alle er her sammen.”

Det er også derfor, tonen i bogen er mere direkte, end man måske ville forvente af manden bag perlerækken af søde sange.

“Bogen er skrevet hårdere, end man måske tror – der er ikke noget, der er pakket ind. Den er brutalt ærlig. Det kunne ikke være anderlees,” afslører han.

Fra lalleglad til livserfaren

Som musiker har Thomas Buttenschøn ofte været kendt som den positive, næsten lalleglade stemme.

Den del af fortællingen vender han selvkritisk tilbage til i bogen.

“Folk synes, jeg var den lalleglade. Det handler om at forme sit eget narrativ,” siger han.

Og netop derfor har han ønsket at sætte ord på sider, der ikke før har været synlige.

“Da jeg først kom ind med firetaget til København var jeg bare total glad og blev kendt for at være fjollet og god til musik. Og det var faktisk fint, men jeg har også alt det andet i mig og det er vigtigt at få sagt højt nu.”

Bogen er fyldt med taknemmelighed, men også med erkendelser, der ikke er til at overse.

“Jeg har altid været omgivet af mennesker, som greb mig – jeg kunne bare ikke se det dengang.”

Skabelse som nødvendighed

En rød tråd i mange af hans tekster er skabelse som livsform.

Buttenschøn kalder det selv en overlevelsesmekanisme.

“Jeg skriver hele tiden. Hvis jeg ikke skriver, så skaber jeg musik eller andre værker. Det er udvikling eller afvikling.”

Han indrømmer, at han har bunker af ufærdige bøger og digtsamlinger liggende.

For ham er det vigtigste ikke at udgive, men at blive ved med at skabe.

“Hvis jeg ikke skaber, så tror jeg, at jeg dør.”

At se sig selv og andre

Buttenschøn håber, at bogen kan være mere end en personlig fortælling. Han vil have læserne til at reflektere over deres eget liv.

“De mennesker, der læser den, kommer også til at tænke over deres eget liv,” siger Thomas, der især håber, at de mange, som på skift føler sig uden for, bliver mobbet eller er anderledes eller ensomme, kan tage noget ekstra ud af bogen.

“Det her er en håndsrækning til alle os, der har følt os marginaliseret og stået uden for fællesskabet.”

Han sammenligner det med sine koncerter, hvor sange om tab og sorg alligevel kan få folk til at synge med.

“Jeg kan pludselig stå til en koncert og synge, at min mor er død – og det handler ikke om min mor, men om noget inde i alle os. Det er deres mor, det handler om, og så græder de.”

Det kommver vi også til, når vi læser bogen, advarer han om.

En bog, der river i stilheden

Men selvom bogen rummer smerte, er den lige så meget en fejring af livet.

“Det er lige så meget en markering af at huske at sige tak,” siger han.

Med Nu skriger jeg i stilhed har Thomas Buttenschøn skrevet en bog, der startede som en sang, men som forhåbentlig kan få os til at nynne lidt i kor.

En bog, der ikke søger at trøste, men at tale lige ind i menneskets skrøbelighed.

Thomas Buttenschøn har skrevet en sang, der blev til en bog til sit otteårige jeg, men i virkeligheden er det en kærlig opsang til os allesammen om at række hånden ud til dem, der står på sidelinjen og om at sige tak.

“Men det er uden filter – du kommer til at hulke. Du skal være klar.”