Vildt underjordisk byggeri: Nu udskydes åbning af stort museum – igen, igen

Havde du glædet dig til snart at besøge det nye Statens Naturhistoriske Museum i Botanisk Have, så kan du godt glemme det – igen.
Endnu en gang udskydes åbningen, og det forventes nu først at åbne i 2026. Det skriver Politiken.
Oprindeligt skulle museet stå klar i 2014.
Grundet forhandlinger om budget, udskydelser, arkitektkonkurrencer (og meget andet) gik byggeriet af den nye museumsbygning i hjertet af København først i gang i 2019.
Læs også: Guide: Her er de bedste museer i København og omegn Dengang var det planen, at museet skulle have overdraget bygningerne i 2022, men det blev hurtigt skudt til 2023.
Nu ser det ud til, at museet først kan få overdraget bygninger senest i juli 2024, hvorefter de skal bruge to år på at indrette det.

Samler flere museer
Det nye museum kommer til at samle Københavns Universitets Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Museum til et museum i international topklasse.
”Med et nyt naturhistorisk museum sikrer vi den naturhistoriske forskning de bedst mulige rammer for at formidle naturvidenskaben til et bredt publikum og fremme indblik i naturens mangfoldighed og kompleksitet.
Københavns Universitet har drømt om et nyt museum i mange år, og vi krydser fingre for en sikker gennemførsel af byggeriet uden forsinkelser,” sagde rektor Henrik C. Wegener fra Københavns Universitet tilbage i 2019.
Museet bliver cirka 30.000 m2, heraf vil cirka 15.000 m2 være i eksisterende bygninger.
Størstedelen af de nye kvadratmeter bliver bygget under jorden.
Museets samlinger indeholder 14 millioner naturhistoriske genstande indsamlet over hele verden gennem knap 400 år.