Højtelsket børneklassiker vender tilbage: Jungledyret Hugo indtager teater

Wulle wulle wap wap!
Husker du det nuttede, gule jungledyr, der boede i regnskoven, men havnede i storbyen, hvor han blev venner med ræven Rita?
Nu vender Flemming Quist Møllers børnebogs- og tegnefilmsklassiker tilbage.
Denne gang er det de skrå brædder, der får besøg af Hugo.

På Bellevue Teatret, som ligger i Klampenborg nord for København, har forestillingen “Jungledyret Hugo” premiere lørdag 26. marts, og herefter spiller den til og med 10. april.
Forestillingen er en moderne opdatering af den populære fortælling, som mange af os kender.
Dans og junglemoves på scenen
Bellevue Teatret har produceret forestillingen i samarbejde med Sjællands Teater, og på scenen kan børn og deres voksne opleve både dans og junglemoves, sange og selvfølgelig et frækt og nuttet jungledyr.
Publikum bliver taget med til Sydamerikas hårdt pressede regnskov, hvor Hugo bliver fanget.
Det søde, gule jungledyr bliver bragt til storbyen, fordi han skal være et eksklusivt kæledyr for en rigmandsdatter.
Rigmanden lugter penge i jungledyrets potentiale som filmstjerne, men Hugo lader sig ikke sådan tæmme.
I rollerne som Hugo og Rita kan man opleve talenterne Laurids Skovgaard Andersen og Thit Aaberg, som har spillet med i “Vildheks” på Bellevue Teatret og flere serier på DR.

Tag ungerne med i teatret
Folkene bag “Jungledyret Hugo” var også med til at skabe den populære forestilling “Cykelmyggen Egon”.
Forestillingen er egnet for børn fra tre år og opefter samt deres voksne, og den varer 70 minutter uden pause.
Billetter er i salg nu, og priserne starter på 145 kroner.
Læs mere og køb billetter på bellevueteatret.dk.
Bellevue Teatret ligger få minutters gang fra Klampenborg Station, så det er let at komme dertil fra København.
Hvad: Jungledyret Hugo
Hvor: Bellevue Teatret, Strandvejen 451, Klampenborg
Hvornår: 26. marts til 10. april 2022