Skal nok blive en kæmpe succes: Ny asiatisk restaurant serverer overdådig dim sum

Søndage fungerer bare bedst, hvis man får cocktails og dim sum.
Det gør alle ugens andre dage sådan set også, hvis vi skal være helt ærlige.
Dim sum er en betegnelse for et kinesisk måltid bestående af flere forskellige småretter, som ofte er en kombination af både kød, grøntsager og fisk.
Har du det på præcis samme måde som os, så skal du besøge Vesterbros nyeste restaurant, Chiba.
Her er et tilpas stort udvalg af indo-kinesiske retter, cocktails og masser af sprøde snacks, og det smager alt sammen ‘hammer-godt’.

En indretning, der ikke er som alle andre
Mens de fleste traditionelle kinesiske restauranter i København ligner lidt hinanden og er af den gamle skole, så formår Chiba virkelig at skille sig ud.
Her er lyst, stilrent og meget mere moderne.

Helt sikkert ikke en indretning man ser alle steder, men vi er altid fans af fornyelse.
Selve restauranten finder du på Vesterbrogade 56 ikke langt fra Vesterbros Torv, og lokalerne har tidligere lagt huse til Henrik Jyrks restaurant Ibu og den vietnamesiske favorit, District Tonkin.
Det asiatiske køkken er tydeligvis lige noget for denne adresse, og efter at have besøgt Chiba er vi helt enige i, at de bare skal fortsætte ud af den vej – for den fungerer helt perfekt.

Cocktails og deleretter
Det kinesiske køkken fungerer allerbedst, hvis du er villig til at dele maden med dine medspisere.
Ikke at vi lover, at du ikke har lyst til at spise alle retterne selv, men ved at bestille lidt flere til deling, kan du smage endnu mere.
Smart!

Vælg blandt andet imellem stegte risnudler, salat med agurk og chili, dybstegt kylling i appelsin/vanilje sauce, peking and og forskellige både dampede og sprøde dumplings.
Glem endelig ikke at dyppe i deres forskellige chilisaucer, der er perfekt spicy.
På drikkevarefronten anbefaler vi gerne deres Litchi Martini eller Limoncello Spritz, men du kan også sagtens bestille vin, hvis du mere er til det.

Husk dessert
Du må for guds skyld ikke springe desserten over.
Nickie Mydung, som er damen bag Chiba laver nemlig de skønneste desserter, som du indtil nu har kunne smage hos LÚA, som er hendes café på Dronningens Tværgade.
På Chiba kan du vælge imellem en bagt cheesecake, tiramisu eller panna cotta med pistacie og bær.
Priserne på mad er til den absolut venlige side med retter fra cirka 40 til 350 kr.
Book bord på Chiba her.
Hvad: Chiba
Hvor: Vesterbrogade 56, 1620 København V
Hvornår: Åbent torsdag-mandag fra kl. 17.30-23