Ny smørrebrøds-restaurant: Lækre håndmadder i to etager i Indre By

Skrevet af: Rasmus Kramer Schou
Bar Rye Foto Rasmus Kramer Schou
Bar Rye Foto Rasmus Kramer Schou

Anette Kjersgaard har skiftet spor.

Egentlig sad hun 15 år i ejendomsbranchen. Hun sad bag et skrivebord og fandt egnende lokaler til folk, der gerne ville åbne restauranter.

“Men jeg kunne bare mærke, at jeg skulle videre. Klassisk 40 års krise. Så jeg tænkte over, hvad der egentlig gjorde mig glad. Det gør mad.” fortæller hun.

“Da jeg hjalp en ven med hans smørrebrødsforretning, oplevede jeg, hvordan det gjorde mig glad. Det var hyggeligt, der var kontakt til andre mennesker, så valget var egentlig ret lige til.”

Læs også: Genialt: Restaurant i København kører running smørrebrød ad libitum

Bar Rye Foto Rasmus Kramer Schou

Glad selvstændig

Så Anette er hoppet ud som selvstændig restauratør.

Det med at finde et egnet lokale, var jo ligesom ikke særlig svært. Nu har hun åbnet Bar Rye – Danish Smørrebrød.

Den er 126 kvm stor i to etager og ligger på Badstuestræde 4, en sidegade til Strøget.

Herinde får de brødet og flødeboller fra Gilleleje Havn, men ellers laver de alting selv herinde.

“Vi lægger os et sted imellem Torvehallerne og Aamanns,” forklarer Anette.

“For vi gør os virkelig umage med råvarer og sammensætninger, men vi har stadig konceptet med, at vores smørrebrød står til udstilling i montren som en gammeldags smørrebrødsbutik ligesom man ser i Torvehallerne.

Det er turisterne rigtig glade for, så de kan se, hvad de bestiller.”

Læs også: Er Danmarks næste hotdog-konge fra København?: Spis så mange du kan på 15 minutter

Bar Rye Foto Rasmus Kramer Schou

Perfekt til hurtig sult

Her er selvbetjening, og man kan vælge imellem et fint udvalg af smørrebrød til mellem 62-88 kr. pr. stk. Perfekt til den hurtige sult.

Sild, tatar, roastbeef, æg & rejer, hønsesalat og en vegetar – kunne f.eks. være ærtepure.

“Vi er kommet rigtig godt i gang. Turisterne ser vores skilt med Danish Smørrebrød, når de kigger ned oppe fra Strøget. De lokale kontorer kender os allerede og kommer ned til frokost.”

Bar Rye har fået en sommelier til at sammensætte et enkelt vinkort sammen, som går med smørrebrødet.

Derudover kan man få Nørrebro Bryghus øl samt 8 forskellige snaps fra Snaps Bornholm.

Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram

Hvad: Bar Rye – Danish Smørrebrød
Hvor: Badstuestræde 4

Bar Rye Foto Rasmus Kramer Schou

Placeres i storbyer verden over: Mystiske pengebokse er også nået til København

Skrevet af: Redaktionen
Snoopos/Instagram
Snoopos/Instagram

Hvis du spotter en sort boks med en globus udenpå på gaden i København, så kan du være så heldig, at der ligger penge i den.

Lige nu breder historien om Snoopos-fænomenet sig som en steppebrand verden over. De mystiske sorte bokse bliver fundet i mange større byer i hele verden, og indholdet er den lokale valuta.

Snoopos er også kommet til København. Det viser et Instagram-opslag, hvor billedet sandsynligvis er taget fra en båd i Nyhavn.

“Hej fra Vikinge-landet. København er uden tvivl en de mest smukke byer på vores verdensomspændende mission. Hold øje og find vores Snoopos bokse,” står der i Instagram-opslaget.

To i København havde fundet bokse

Lørdag kunne man også via Snoopos’ Instagram story lagt fast under “Europe” se to i København, der havde fundet en boks hver.

Men søndag morgen er det slettet fra deres “faste” story over Europa ligesom en del andre “stories” fra Europa var blevet slettet.

Der var 200 kr. i Snoopos-boksene, der altså angiveligt var blevet fundet i København. Større internationale medier har også skrevet om de her bokse, der bliver fundet rundt omkring men uden afsender.

I boksene står der teksten;

“I dag slår lykken til. Du har været heldig nok til at finde denne boks. Du kan beholde boksen, og det der er inde i skatten,” står der.

I Boston kom der en del drama ud af fundet af et par bokse, hvor politiet blev tilkaldt for at sikre, at boksene ikke indeholdt noget farligt.

Ifølge Boston25News er boksene en del af et socialt eksperiment verden over for at se, hvordan folk reagerer, når de finder penge.

Det er ikke kun mystiske pengebokse, som folk kan undre sig over i København. I disse dage kan man spotte en sejlende bil rundt omkring i Københavns Havn. Det kan du læse mere om her.

Har du set den?: Derfor sejler der en bil rundt i Københavns Havn

Skrevet af: Michael Qureshi
Foto: Linuspålinjen/Instagram
Foto: Linuspålinjen/Instagram

Hvis du er meget på Instagram, så har du helt sikkert set den.

Den sejlende bil i Københavns Havn alle mulige vegne. Den er her, der og alle steder. Bil-båden trender i den grad også på de sociale medier, og Instagram-kongen Anders Hemmingsen har naturligvis delt den.

Men hvad er det egentlig lige, der foregår med en sejlende bil? Det er komet-virksomheden GoMore, der har søsat en flydende bil som led i et klimaopråb – og nok også som et ret godt reklamefremstød.

Under fanen ’Share or Sink’ sejler derfor en elbil rundt i Københavns havn, hvor folk kan få et gratis lift – for selvfølgelig skal turen deles.

Foto: PR-foto

Det nye tiltag er sat i værk for at sætte fokus på, at vi skal blive bedre til at dele vores ressourcer, udtaler delebilstjenesten GoMore.

”Vi har smidt en bil i Københavns havn, fordi der simpelthen er for mange biler på vejene”, lyder det fra Matias Møl Dalsgaard, der er direktør og medstifter af GoMore.

I dag kører der over 2,5 millioner privatbiler rundt i landet, og en stor del af Danmarks samlede CO2-udslip kommer fra privatbilismen og transportsektoren. Det skriver GoMore i en pressemeddelelse.

Den flydende bil er en simpel løsning, der giver omgående effekt og derfor er bedre for klimaet.

En delt bil er en grønnere bil

Den grønne omstilling på transportområdet er ofte på den politiske dagsorden, men udsigterne til nogle reelle forbedringer kan virke lange.

Mens vi venter på, at elbiler bliver allemandseje, er delebilen en effektiv og enkel løsning til at nedsætte CO2-udslippet pr. person med omgående virkning.

“Hvis vi alle sammen bliver bedre til at dele biler med hinanden, vil færre have behov for at eje en. På den måde kan vi bremse den voksende bilpark i Danmark.

Deling af biler løser ikke hele problemet, men hvis vi ændrer vores bilvaner med de midler, vi allerede har, så tager vi et stort skridt for miljøet”, siger Matias Møl Dalsgaard.

Henover sensommeren vil den flydende bil blive sendt rundt i andre danske havnebyer, hvor alle, der har lyst, kan komme forbi og få et gratis lift.

Tredje Frankies i København: Madklubben åbner kæmpe pizzeria på kendt adresse

Skrevet af: Rasmus Kramer Schou
Frankies Pizza Frederiksberg PR Foto
Frankies Pizza Frederiksberg PR Foto

I maj 2007 åbnede Madklubben deres allerførste restaurant i København. Siden er de blevet en af de helt store spillere herhjemme.

For under et år siden præsenterede de dog et nyt koncept i deres voksende portefølje – nemlig pizza-restauranten Frankies.

Den første slog dørene op på Østerbro, snart efter fulgte Nørrebro og Aarhus – og nu er Madklubben klar til at sætte hidtil største pizza-pram i tomatsovs-søen.

Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.

Ikonisk adresse

Frankies Frederiksberg åbner tirsdag 3. september på det kendte hjørne lige overfor Frederiksberg Have, nemlig Allégade 2.

“Der bliver plads til 150 personer inde og 200 ude, så det bliver vores største medlem i Frankies-familien,” fortæller en af ejerne, Nils Petter.

“Gæsterne bliver mødt af et kuglerum med tusindvis af lyserøde kugler, en kæmpe solterrasse og selvfølgelig en masse lækre pizzaer og drinks, som skal være med til at gøre Frederiksberg en smule mere lyserød,” siger Nils Petter.

Sammen med partnerne Lars Bertelsen, Martin Alf, Christopher Haar og Anders Aaagard er han banden bag Frankies Pizza.

Læs også: Vores bud på toppen: Her får du Københavns 12 bedste pizza

Frankies Pizza Frederiksberg PR Foto

Kendis pizza

“Jeg er virkelig blæst bagover over den modtagelse, Frankies har fået.

Jeg møder folk på gaden, som går rundt i vores Frankies merchandise, vi er netop blevet sponsor for et cykelhold i Aarhus,” siger Nils Petter, der også er begyndt at blive genkendt, når han bevæger sig rundt i bybilledet.

Årsagen er, at han én gang om måneden inviterer en kendt personlighed i ind i Frankies’ pizza-køkken for at kreere deres yndlingspizza, som bliver solgt på Frankies’ restauranter i en måned.

Det bliver filmet og efterfølgende delt på Frankies Facebook og Instagram.

For hver pizza, der bliver solgt går 25 kr. til et velgørenhedsprojekt, som manden eller kvinden bag månedens pizza, selv vælger.

“Vi har indtil nu samlet over 100.00 kroner ind til alt lige fra Kræftens Bekæmpelse til græske hunde, hvilket er kæmpe optur.

Det er også mega sjovt indhold at lave, og lige nu er der mange, der skriver til mig for at høre, om de må være næste måneds gæst,” siger Nils Petter, der i august har haft besøg af Mark le Fevre, hvis Nailed It pizza, lige nu, bliver solgt på Frankies restauranter.

Læs også: De 10 bedste prisvenlige restauranter i København

Hvad: Frankies Pizza Frederiksberg
Hvor: Allégade 2, Frederiksberg
Hvornår: Planlagt åbning tirsdag 3. september
Hvordan: Læs mere her

Frankies Pizza Frederiksberg PR Foto