Stor mystik: Ny speakeasy-restaurant er åbnet på hemmelig adresse
Hvornår har du sidste booket bord på en restaurant, uden at vide hvor du skulle hen?
Nok ikke så tit.
Ikke desto mindre er det tilfældet hos Norrlyst-koncernens nyeste restaurant, Abigail.
Norrlyst-koncernen har bl.a. allerede restauranterne Theo, Gemini, Gabrielle og Norrlyst, og Abigail bliver den ottende restaurant i rækken.
Adressen får du ikke at vide, men vi kan afsløre så meget, at du finder den bag en hattemagerbutik, og at den som restaurant “tilbyder vinelskere og madentusiaster en rejse gennem smag og sanser og introducerer et unikt restaurantkoncept med eksklusive vine og eksperimenterende gastronomi”.
Skubbe grænserne
Norrlyst-koncernen er efterhånden københavner-mestre i at skabe value for money-restauranter, hvor du flere steder kan få en aftenmenu for under 500 kroner.
Med Abigail fortsætter de med at skubbe grænserne for, hvad en restaurantoplevelse kan være.
“Vi ønsker at skabe en oplevelse, der går ud over det sædvanlige. Abigail er en hyldest til det uventede og det eksklusive,” siger Bjarke Just, ejer af Norrlyst Koncernen.
Abigail ligger gemt i hjertet af København og byder på en eksklusiv og mystisk atmosfære, men deres præcise placering holdes hemmelig.
Når du booker bord, får du en bekræftelsesmail med alle oplysninger om, hvordan du finder restauranten.
Adgang til restauranten sker desuden gennem en skjult indgang, hvilket giver en følelse af at træde ind i en anden verden.
Billige vine
På Abigail spiller vinen en helt central rolle.
Det er faktisk særligt her, de adskiller sig fra den københavnske restaurantscene, for udover at være Københavns første rigtige speakeasy-restaurant tilbyder de et udvalg af udsøgte vine til priser langt under standarden.
Deres vine er prissat ved at gange med 1,5-2 i stedet for branchens standard på 3,7-4,5, hvilket betyder, at du som gæst kan nyde kvalitetsvine til mere rimelige priser end det, man normalt betaler på de københavnske restauranter.
“Vi ønsker at tilbyde en vinoplevelse, som ingen andre steder. Og som gæst får du mulighed for selv at udvælge din vin med hjælp fra vores kompetente vineksperter,” fortæller Bjarke Just.
”Når du ankommer som gæst, vil din aften starte på Oasis (deres vinbar på den anden side af gaden red.), hvor vores sommelier vil guide dig gennem vores omfattende vinkort og hjælpe med at finde den helt perfekte vin til dig.”
Det er ikke kun vinen, man skal besøge Abigail for, da menuen er også på et højt gastronomisk niveau.
Den er sæsonbetonet og består af de bedste danske råvarer kombineret med en innovativ tilgang til madlavning.
På deres 9-retters aftenmenu (1.195 kr.) finder du blandt andet delikate retter såsom blæksprutte og caviar, duroc og østers samt lammetatar med kakaonibs og friske og kreative kombinationer såsom rødbederose med solbær og skovmærke.
Som gæst kan du godt forberede dig på at blive udfordret på sanseindtryk, smagsnuancer og visuelle oplevelser – alt sammen samlet i en fantastisk velsmagende menu.
Læs mere og book bord på Abigail her.
Hvad: Abigail
Hvor: Beliggende ved Nørreport
Hvornår: Åbent onsdag-lørdag fra kl. 17.45–00