Skulle være sommerens hotteste strandklub: Nu lukker de ned

Det er blot tre uger siden, at vi her på MigogKbh kunne fortælle, at en ny strandklub havde slået dørene op i Nordhavn.
Her var stærke kræfter fra de legendariske Coma-fester rykket ind i Docken for at skabe et sommer-spot med live-musik, DJ’s, god mad og sommerlige cocktails.
Men siden da har Docken bestemt ikke haft medvind i sejlene.
Det lykkedes nemlig ikke at få den alkoholbevilling, som man ellers havde forventet forud for en række planlagte sommer-events, og disse kunne således ikke afvikles.
I lørdags lykkedes det dog, at få en lejlighedsbevilling til et event, som med stor succes bød omkring 2.000 gæster velkommen til strandfest.
Triste nyheder
Men nu er der trist nyt fra Kenneth Bager, Annalea Bertelsen og Christian Dalholt, som er holdet bag det nye Docken.
I et opslag på Facebook meddeler de, at der stadig arbejdes på at få den endelige tilladelse, de havde forventet at få i hus for nogle uger siden, og for at gøre tingene ordentligt, lukkes der nu ned.
Der vil derfor ikke være fester resten af juli, som det ellers først var meldt ud.
I stedet arbejdes der nu på at kunne vende tilbage efter sommerferien med fest, hygge og dans.