MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ikke set før: Ny te-bar i Elmegade laver te-softice, kombucha og cocktails to go

Af Mathilde Mågård Hansen
Foto Vakka Tea Bar Facebook
Foto Vakka Tea Bar Facebook

På Elmegade er der åbnet et nyt sted, og det hedder VAKKA.

VAKKA har som en af ganske få virksomheder i Europa tilladelse til at importere de bedste økologiske teer fra Kina – men de kommer til at bruge dem på nogle måder, som du nok ikke har oplevet før.

Bag brandet står et stærkt dansk-kinesiske entreprenørpar, som kommer med en solid portion erfaring begge to.

Foto Vakka Tea Bar Facebook

Tosset med te

Det vrimler med gode kaffebarer i København.

Der er færre steder at gå hen, hvis man er vild med te.

Men det bliver der nu lavet om på.

I Elmegade har VAKKA netop slået dørene op til deres første te-bar, og her kan man foruden diverse te-varianter også få cold brew, iste og cocktails to go.

VAKKA har som en af ganske få virksomheder i Europa tilladelse til at importere de bedste økologiske teer fra Kina.

Bag brandet står den dansk-kinesiske entreprenør Pu Wang Krogh og Nikolaj Brøndsted.

Sidstnævnte er et kendt ansigt fra den københavnske restaurations- og cocktailscene.

Nikolaj Brøndsted er vant til at finde på smagskombinationer og udvikle drinks, som kun de færreste har fantasi til, og så har han erfaring med at starte nye, banebrydende steder op.

Nogle københavnere vil måske kende Nikolaj som manden, der startede barerne på Umami og MASH restauranterne.

I 2016 åbnede han, sammen med to partnere, cocktailbaren Brønnum ved Det Kongelige Teater – en bar, der bl.a. er blevet kåret som ”byens bedste cocktailbar” af Politiken.

Foto PR

Fra Kina og cocktailbarer til te

Det gik jo fint med de cocktails, så hvorfor nu te kunne man fristes til at spørge?

”Fordi vi ikke kan lade være!”, siger Nikolaj Brøndsted.

“Jeg har stor respekt for de traditioner, der er omkring te, men også for selve produktet.

God te, fra busk til kop, er resultatet af hårdt arbejde, passion og godt håndværk.

Præcis som kaffe kan være det. I Danmark er der stadig mange mennesker, som kun forbinder te med noget, man drikker, når man er syg.

Det kommer vi til at ændre på. Jeg kommer til at skubbe lidt til konventionerne sammen med vores team, prøve nye ting af og lære en masse.

Jeg glæder mig til at dele resultaterne med vores gæster.”

Pu Wang Krogh, der har en fortid i bl.a. Go Dream og Fødevareministeriet, kommer oprindelig fra Kina, og det er hendes store passion og viden om te, der er fundamentet i VAKKA.

”Da jeg var barn, var teen på alle måder det sociale samlingspunkt i vores familie, som det er og har været i århundreder overalt i Kina.

Hos min mormor duftede der altid af te. Hun havde altid en stor kande te stående, så vi kunne forsyne os, når vi var på besøg,” fortæller Pu Wang Krogh, der i sit nye liv i Danmark har videreført flere af traditionerne fra sin barndom i Kina.

”I den tid, jeg har boet i Danmark, har jeg set, hvordan danskerne i stadig højere grad har taget rigtig god kaffe til sig og er blevet mere kræsne i forhold til, hvilken kaffe de drikker. På samme måde har te også utroligt mange nuancer.

Som kineser, der har slået sig ned i Danmark, vil jeg derfor gerne inspirere danskerne til også at drikke den allerbedste te,” fortæller Pu Wang Krogh.

Foto Foto Vakka Tea Bar Facebook

Verdensklasse-te på nye måder

Nikolaj Brøndsteds store erfaring kommer også i spil i VAKKAs Tea Bar i Elmegade 14, hvor de laver cocktails to go.

Ligesom teen egner de sig perfekt til at tage med rundt om hjørnet på Sankt Hans Torv eller nyde i solen på Dronning Louises Bro.

“Te er hjørnestenen i alt, vi laver.

Fra en simpel, velbrygget kop Oolong, over te-latte, cold brew og en helt unik te-softice til forfriskende te baserede cocktails. Vi kommer til at lancere en ny cocktail hver fredag.

Endelig brygger vi også vores egen kombucha, som er helt fantastisk.

Jeg er ret overbevist om, at flere og flere vil få øjnene op for kvalitets-te, præcis som vi har set det med god kaffe,” forklarer Nikolaj Brøndsted.

VAKKA sælger også til cafeer, restauranter og andre virksomheder, ligesom de laver private label te-blends samt afholder te-events.

Hvad: Vakka Tea Bar
Hvor: Elmegade 14, 2200 København N
Hvornår: Åbningstider hverdage fra kl. 8-20 og weekend fra kl. 10-20