Med store danske sangere og hits: Ny teaterkoncert hylder København
København får lov at være i fokus, når en ny teaterkoncert rykker ind på Østre Gasværk.
I efteråret 2024 har teatret premiere på “Sange fra byens hjerte”, som er en nyskrevet forestilling om hovedstaden.
På scenen kan du glæde dig til at opleve nogle af dansk musiks helt store stjerner, når publikum tages med på en rejse gennem Københavns musikalske sjæl.
Forestillingen kommer til at indeholde nye og forfriskende versioner af ikoniske sange om landets hovedstad, herunder Tina Dickows “Copenhagen”, “Loveshops “Copenhagen Dreaming” og mange flere.
Sangene fremføres af blandt andre Stine Bramsen, Kira Skov, Bjørn Fjæstad, Barbara Moleko, William Torp og Sharon Kumaraswamy, der hver især også selv bidrager med nyt, originalt materiale.
I unikke rammer
Fælles for sangerne, som medvirker i “Sange fra byens hjerte” er, at de alle har et stærkt ønske om at prøve kræfter med et for dem nyt format i de rammer, som gasværket kan tilbyde.
Har du besøgt Østre Gasværk Teater, ved du, at den ikoniske bygning er noget ganske særligt, og at forestillinger her ikke er som andre steder.
“Jeg er så glad for, at jeg skal være med i ’Sange fra byens hjerte’. Det er stort for mig. Jeg har altid været nysgerrig på teaterverdenen – og Østre Gasværk Teater er jo et fantastisk rum at få lov at stå i. Og så glæder jeg mig helt vildt meget til at være en del af så sejt et hold og skabe noget nyt sammen!” udtaler Stine Bramsen.
Foruden det førnævnte cast bliver det Østre Gasværk Teaters nyetablerede Musikteaterlandshold, der skal fortolke den københavnske sangskat i den nye forestilling.
Musikteaterlandsholdet består af nogle af landets dygtigste freelance-musikere, og de vil udgøre kernen i det musikalske band, der kommer til at være en stor del af forestillingen.
“Sange fra byens hjerte” får premiere 20. september 2024 på Østre Gasværk Teater.
Billetter kan allerede købes nu.