Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

For børn og unge: Ny teaterskole åbner i København

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Nu åbner Pandoras Teaterskole. Foto: Simon Ravnsbæk
Nu åbner Pandoras Teaterskole. Foto: Simon Ravnsbæk

Kender du nogle børn eller unge, som elsker at stå på en scene og spille teater?

Så må du hellere fortælle dem, at København netop har fået en ny teaterskole.

Den hedder Pandoras Teaterskole og blev lørdag indviet med en åbningsfest i lokalerne på Kulturstationen Vanløse, hvor den kommer til at have hjemme.

Formålet med den nye teaterskole er at give endnu flere børn og unge mulighed for at opleve magien ved at træde ind i teaterverdenen.

Har store planer

På Københavns Rådhus glæder man sig over åbningen af Pandoras Teaterskole.

”Teatret er et sted, hvor man kan udfolde og udvikle sig. Og børneteatret er et fællesskab, hvor børn og unges kreativitet og skaberkraft bliver mødt og udviklet,” siger Mia Nyegaard, der er kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune (RV), og tilføjer:

“Det skal vi have meget mere af i København. For vi har brug for fællesskaber, hvor man kan være lige den, man har lyst til at være.”

Pandoras Teaterskole er nu sikret brugsret over Festsalen i Kulturstationen i Vanløse de næste tre år, så der skal spilles masser af teater på stedet.

Lone Vibe Pedersen er stifter og leder af Pandoras Teaterskole, og i en pressemeddelelse udtaler hun:

”I Pandoras Teaterskole vil vi gerne sige tak til Københavns Kommune for støtten til vores arbejde. Med det faste lokale i Kulturstationen får vi en unik mulighed for at udvikle nye teateraktiviteter, der styrker børn og unges tro på egne idéer og evne til at danne relationer og indgå i fællesskaber.”

Hun afslører samtidig, at teatret har store planer for fremtiden.

”Allerede nu skal vi i gang med projektet ‘Grundloven for børn’, hvor vi inviterer skoleelever fra mellemtrinnet til en række interaktive drama-workshops for at arbejde med demokratisk dannelse og aktivt medborgerskab. Et andet initiativ, som vi vil søsætte allerede i år, bliver rådgivning af unge, der ønsker at skabe deres egne teaterforestillinger og kulturelle events.”

Undervisningen på teaterskolen vil blive varetaget af professionelle scenekunstnere og dramapædagoger, og undervisningen henvender sig til børn og unge mellem seks og 17 år.

Du kan læse mere på teaterpandora.dk.

Del artikel

Andre læser også