Ugens tip: Ny udstilling i Cisternerne er usædvanligt dramatisk

Der er koldt og klamt i Cisternerne.
Alligevel valfarter københavnere og turister dertil, hver gang en ny udstilling åbner.
Når vi her giver dig Ugens tip, vil vi også opfordre dig til at besøge det gamle vandreservoir under Søndermarken.
Cisternerne har nemlig gjort lidt af et scoop med årets udstilling, idet de har fået den serbiske performancekunstner Marina Abramović til at slå sig løs i det underjordiske udstillingsrum.
Dør i slow motion
Marina Abramović har skabt udstillingen Seven Deaths bestående af syv videosekvenser, der på usædvanligt dramatisk vis spiller sammen med Cisternernes dystre stemning.
Som hun selv fortæller i en introduktionsvideo ved indgangen, er der noget sært over vores fascination af kvinders lidelse og død i operaens verden.
I udstillingens syv værker har hun derfor selv indtaget nogle af operahistoriens mest ikoniske kvinderoller, mens hun spiller over for Hollywood-skuespilleren Willem Dafoe, og i slow motion dør hun for øjnene af os.
Det hele foregår, mens arier sunget af operadiva Maria Callas kastes rundt i rummet.
Det er blodigt, dramatisk og fyldt med lidelse – og det er altsammen ufatteligt dragende.
Oplevelsen foregår sådan, at man begynder med at se introduktionsvideoen med Marina Abramović, før man træder ind i mørket, og herefter skal man gå med urets retning og se de syv værker på syv forskellige lærreder.
Filmsekvenserne tager omkring en time i alt, og man kan begynde, når man vil.
Det betyder, at man typisk bruger de første minutter i det gamle vandreservoir på at gå småforvirret rundt, mens man forsøger at finde ud af, hvor lyden kommer fra.
Men når man først finder det lærred, hvor en film er i gang, kører det som smurt, og når én film slutter, begiver man sig videre til den næste, som begynder kort tid efter.

Bider sig langsomt fast
Marina Abramovićs Seven Deaths er en anderledes måde at opleve Cisternerne på, for denne gang er det i højere grad rumklangen frem for selve rummets udformning, der giver kunsten en ekstra dimension.
Samtidig er det som om, at temperaturen nede under Søndermarken føles lavere end normalt – dels fordi man sidder stille ved hver film, men også fordi de dramatiske scener sniger sig ind under huden, og Maria Callas’ stemme kan mærkes ind til knoglerne.
Men det er altsammen noget af det, der gør oplevelsen så speciel.
For imens Marina Abramović dør igen og igen på lærrederne, og musikken bliver stadigt mere dramatisk, mærker man hårene rejse sig på armene, og kulden bider sig langsomt fast.
Sjældent har døden været så smuk, og sjældent har så store dramaer udspillet sig i Cisternerne.
Du bør ikke snyde dig selv for årets oplevelse i byens mest særlige udstillingsrum, men husk at tage godt med tøj på, for der er virkelig, virkelig koldt.
Hvad: Marina Abramović – Seven Deaths
Hvor: Cisternerne, Søndermarken over for Frederiksberg Slot, Frederiksberg
Hvornår: Til 30. november 2026. Tirsdag kl. 11-18, onsdag-torsdag kl. 11-20 og fredag-søndag kl. 11-18
Hvordan: Se mere og køb billet her