Film under åben himmel: Nyt lækkert tilbud åbner på toppen af København
Den kommende weekend slår Det Danske Filminstitut dørene op til et nyt, utraditionelt kulturtilbud midt i København.
Nemlig Filmtaget på toppen af Cinemateket – med fri entré.
Her kan publikum besøge den store tagterrasse med både open air-biograf, filmudstilling, legeområde, spiseri og bar samt en flot udsigt over Kongens Have og byens tage.
I open air-biografen Himmelbio er der netop offentliggjort ekstravisninger af de mest eftertragtede film, og snart bliver også filmprogrammet for hele september offentliggjort.
Et unikt samlingspunkt
Filmtaget er knyttet til Filminstituttets eksisterende formidling, men giver publikum helt nye muligheder for at dele kulturoplevelser og gå på opdagelse i dansk film.
”Med Filmtaget ønsker vi at skabe et unikt, kulturelt samlingspunkt, hvor man kan mødes og i fællesskab nyde filmkunst og bliver klogere på filmmediet i en afslappet atmosfære.
Den centrale beliggenhed med en af byens smukkeste udsigter er med til at tiltrække besøgende og dermed øge synligheden og interessen for dansk film og filmkultur generelt.
Filmtaget er et nyt formidlingstiltag indenfor dét, der er Filminstituttets kerneopgave: at skabe store filmoplevelser og styrke interessen for dansk film og filmhistorie,” siger Filminstituttets administrerende direktør, Tine Fischer.
Filmtagets open-air biograf går under navnet ‘Himmelbio’, og her kan man se mange spændende film i august og september.
Blandt andet storhittet ‘Call Me By Your Name’, ‘Chihiro og heksene’, ‘Nattevagten’, ‘Ternet Ninja 2′ og ’10 Things I Hate About You’.
Open air-biografen Himmelbio har 127 pladser og er et supplement til Cinematekets biografsale. Himmelbio kan overdækkes i tilfælde af regnvejr.
Se hele Himmelbios program og køb billetter lige her.
Gratis filmudstilling
Ud over at tage en tur i Himmelbio kan man gå på opdagelse i filmudstillingen på den 1700 m2 store tagterrasse.
Dansk film er omdrejningspunktet i de syv interaktive udstillingspavilloner, der præsenterer højdepunkter fra filmmediets fødsel og frem til i dag.
Her kan man bl.a. se ikoniske klip fra populære folkekomedier, eksperimentere med dogmereglerne, blive klogere på de store filmkunstnere og læse fanbreve til stumfilmens stjerner. For de yngste er der to børneområder med filmquiz og børnefilm.
Man kan også nyde mad og drikke i Filmtagets Spiseri & Bar, hvor der tilbydes servering både indendørs og udendørs.
Det drives af Meyers, der også står for Cinematekets restaurant og café i stueetagen.
Stor åbningsweekend
I weekenden den 16.-18. august holder Filmtaget stor åbningsweekend med gratis oplevelser på taget og flere filmvisninger (snart udsolgt).
Der er fri entré til Filmtaget, så du skal ikke booke plads for at opleve den gratis filmudstilling eller blot se den smukke udsigt, mens du sipper kolde drikkevarer.
De generelle åbningstider for Filmtaget i sensommeren er hver dag fra kl. 10-22.
Læs mere om Filmtaget på deres hjemmeside her.
Hvad: Åbning af Filmtaget
Hvor: Gothersgade 55, København K (på toppen af Filminstituttet og Cinemateket)
Hvornår: Åbent hele året. Åbningstiderne i sensommeren er alle ugens dage fra kl. 10-22