MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nyt tiltag: 10 mio. kroner skal sparke liv i København igen

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Arkivfoto. Foto: Kristoffer Juel
Arkivfoto. Foto: Kristoffer Juel

Københavns Kommune har netop åbnet for ansøgninger til en særlig pulje.

Genopretningspuljen er tiltænkt byens trængte erhvervsliv og skal være en hjælpende hånd til aktiviteter, der kan sætte gang i hjulene igen i hovedstaden.

Der er i alt afsat 10 mio. kroner, som skal gå til at lave blandt andet arrangementer, fester, kampagner og festivaler til gavn for byens virksomheder.

”Puljen kan naturligvis ikke gøre det ud for den tabte omsætning under coronakrisen, men den kan forhåbentlig skabe glæde og optimisme og få København til at blomstre igen. Jeg håber, at vi hen over året får en masse sjove aktiviteter, der kan sparke liv i byen for både byens erhvervsliv, københavnere og turister”, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V), der fik ideen til puljen, i en pressemeddelelse.

Støtter erhvervslivet og turismen

De 10 mio. kroner kommer fra den såkaldte Overførselssag, hvor partierne bag sidste års budget i Københavns Kommune fordeler de penge, som ikke er blevet brugt, til en række kommunale indsatser.

”Corona har været en barsk omgang for mange virksomheder i København. Derfor støtter vi nu aktiviteter og initiativer, som kan skubbe bylivet i gang igen – i takt med at byen genåbner. Jeg håber, at den nye pulje vil være med til at skabe nogle gode, tiltrængte oplevelser for københavnerne og samtidig tiltrække gæster udefra, så endnu flere får glæde af byen – særlig over sommeren, hvor vores hovedstad plejer at have en helt særlig atmosfære”, siger overborgmester Lars Weiss (S).

Puljen skal støtte erhvervslivet og turismen, og pengene uddeles via to ansøgningsrunder.

Gang i fantasien

Københavns Kommune oplyser, at de især kigger efter ansøgninger, hvor flere aktører søger samlet eller indgår som samarbejdspartnere i ansøgningen.

”Nu er det så op til byens virksomheder og andre interesserede at få gang i fantasien og komme med ideer, der emmer af engagement, gæster og oplevelser. Måske nogen kunne tænke sig at lave et kæmpe madmarked eller fylde Rådhuspladsen med en oktoberfest? Jeg håber, at rigtig mange vil følge opfordringen til fest og farver og komme med en ansøgning”, siger Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Fristen til første ansøgningsrunde er 26. maj, og der kommer en ny ansøgningsrunde i sensommeren 2021.