Musik og gastronomi i vandkanten: København får ny stor festival

Kl. 10.00 - lør Kl. 20.00 / Amager
Der er langt mellem de gode musik- og festivalnyheder i øjeblikket, men nu er der endelig noget at glæde sig over.
København får en ny festival, som løber af stablen første gang i august 2021.
Navnet er ØreSound Festival, og som du måske kan gætte, kommer den til at finde sted lige ved Øresund – nemlig i vandkanten på Tiøren og Femøren i Amager Strandpark.
Første hovednavn klar
Når ØreSound indtager Amager fra 12. til 14. august, bliver det med fokus på mainstream musik, som sætter gang i fest og dans.
Du kan således glæde dig til at høre både EDM, rap, pop og rock, og det første hovednavn er allerede klar på plakaten.
Det er verdensstjernen Morten Breum – eller bare MORTEN, som han kalder sig – der kommer til at indtage scenen.
“MORTEN laver til daglig musik med David Guetta og er en verdensstjerne, som har spillet for tusindevis af mennesker på de største festivaler rundt omkring i verden. Glæd jer til at opleve MORTEN med et brag af et show på ØreSound,” udtaler festivaldirektør Juri Carlsson i en pressemeddelelse.
Gastronomiske oplevelser
ØreSound har en ambition om at blive Nordens mest bæredygtige festival, og udover musik kommer der til at være stort fokus på gastronomiske oplevelser.
Du kan således forvente masser af god mad og drikke på festivalen.
Der bliver plads til 30.000 gæster på ØreSound Festival, og billetterne sættes til salg 31. marts på ticketmaster.dk.
En partoutbillet koster 1250 kroner.
Hvad: ØreSound Festival
Hvor: Tiøren og Femøren, Amager
Hvornår: 12.-14. august 2021