Prøv sjove aktiviteter: Om lidt er der gratis vandfestival i København

Er du klar til masser af sjov på vandet?
Fra 26. til 29. maj er der vandfestival ved Svanemøllen, og alle vandglade københavnere er velkomne.
Det er første gang, at Svanemøllens Vandfestival finder sted, og anledningen er noget så kedeligt som en kommende byggeplads, der vil ændre det hyggelige område markant.
Den nye havnetunnel, Nordhavnstunnellen, skal nemlig etableres.
”Vi vil gerne vise vores naboer, at vi er her, og at vi står sammen, selvom området forandres over de næste år,” fortæller kapsejler Charlotte Andersen og fortsætter:
”Derfor har vi skabt Svanemøllens Vandfestival. For at kickstarte et samarbejde på tværs af vandsport og for at trække de lokale ned til en god oplevelse omkring alle de vidunderlige aktiviteter, der er i, ved og på vandet.”
For folk i alle aldre
Det sidste halve år har kapsejlerne Pernille Øvre Christensen og Charlotte Andersen brugt på at stable den store festival på benene i Svanemøllehavnen.
Og nu er det altså endelig tid til vandpjaskeri, sport, musik og meget mere på og i havnen.
Festivalen byder på en lang række aktiviteter på havnen torsdag, fredag og lørdag i Kristi Himmelfartsferien, og alle aldre tilgodeses, når havnen temainddeles i zoner som bl.a. Børnezonen, Stævnezonen og Namastezonen.
I sidstnævnte zone kan man blandt andet komme til morgenyoga og gå i saunatønde hver morgen – og til børnene vil der være alt fra affaldsindsamling med præmier til havfrue og tryllekunstner.
Der er selvfølgelig også mulighed for at prøve sit sejlergen, at bade og at opleve kapsejlads på nært hold, når Sejlsportsligaen gæster havnen.
Sidst men ikke mindst kan alle deltage i Svanemøllens Vandfestivalstafet med quizzer om havet og aktiviteter i vandet.
Talks og musik på programmet
Festivalen sætter fokus på havmiljø, vandsport og bæredygtighed.
Programmet byder således også på talks om blandt andet spildevand i Øresund, havnens fremtid efter nordhavnsbyggeriet, og hvad virksomhederne gør for inden for bæredygtige produkter.
”Det er vigtigt for os, at vi ikke er frelste. Vi er alle på vej, vi ønsker alle at blive klogere og forbedre vores og havenes fælles fremtid,” fortæller Pernille Øvre Christensen, der har kurateret alle talks og til dagligt arbejder hos Klimarådet.
Danske Lasse Wulff Hansen kommer også forbi og fortæller om sin 55-dage-lange solotur over Atlanterhavet i robåd, og musikprogrammet byder på store navne som Nabiha, DJ Pixie og DJ Pato Siebenhaar.
Der er gratis adgang for alle.
Du kan se hele programmet her.
Hvad: Svanemøllens Vandfestival
Hvor: Svanemøllehavnen, København Ø
Hvornår: 26. til 29. maj 2022