Sidste chance: Om lidt lukker københavnsk museum ned efter 52 år

På Zoologisk Museums hjemmeside er nedtællingen i gang.
I skrivende stund er der blot 22 dage til, at museet lukker ned efter 52 år på adressen Universitetsparken 15 på Østerbro.
Med andre ord er det altså nu, du skal besøge pingvinerne, mammutten, hvalerne, kæmpedovendyret og alle de andre fascinerende udstillinger, inden det er lukketid på museet.

Nyt museum på vej
Lukningen af museet skyldes, at Statens Naturhistoriske Museum, som Zoologisk Museum er en del af, skal samles i nye rammer i Botanisk Have.
Du har måske allerede set det nye byggeri, som er på vej lige ved Sølvtorvet – det bliver nemlig noget ud over det sædvanlige.
Her er tale om en ombygning af eksisterende bygninger i Sølvtorvskomplekset, der tidligere husede Polyteknisk Læreanstalt, og hertil kommer nye, underjordiske udstillingsrum og udstillingsrummet Oceansalen.
En del af det nye byggeri er en enorm glaskuppel, som er skabt af omkring 48 tons stål fordelt på 2000 stålrammer.
Det nye museum forventes at åbne for publikum i efteråret 2024.
Få artsbestemt dit tøjdyr
Har du børn, kan I sammen bruge skolernes efterårsferie på at opleve museet en sidste gang.
Der er sørget for et stort efterårsferieprogram for ungerne, hvor man blandt andet kan tage sit yndlingstøjdyr med under armen og få det artsbestemt af doktor Gjerløff og doktor Trolle.

Man kan også deltage i sjove quizzer, komme ned i hvalkælderen og meget mere.
Zoologisk Museum har sidste åbningsdag på sin nuværende adresse 23. oktober 2022.
Se mere om efterårsferien på museet her.
Hvad: Zoologisk Museum
Hvor: Universitetsparken 15, København Ø
Hvornår: Lukker 23. oktober 2022