Har du set det?: Kendt outdoor-kæde har åbnet genbrugsbutik i København
Er du typen, der elsker at tage på vandretur, sove i telt og lave bål med vennerne?
Så ved du, at det hurtigt kan blive en dyr affære at købe grej til oplevelserne i naturen.
Men nu har København heldigvis fået et sted, hvor det er billigere at være outdoor-entusiast.
Er du slentret ned ad Nørre Farimagsgade for nylig, har du måske bemærket, at en ny forretning er åbnet i nummer 39.
På facaden står navnet Retur, og bag det nye koncept står en kendt kæde – nemlig Spejder Sport.
Vil forlænge grejets levetid
Kæden kalder den nye forretning en cirkulær outdoor-butik, hvilket betyder, at man her arbejder for at forlænge grejets levetid.
Gammelt grej kan således få tiltrængt førstehjælp og blive repareret professionelt, så hvis din yndlingsjakke eller vandrebukser er hullede, kan du få fikset dem her.
I butikken kan du også købe brugt friluftsudstyr eller leje remedierne til din næste tur, og på den måde slipper du altså for at blive ruineret, når du skal gøre klar til næste vandretur med slænget.
Spejder Sport lover, at udstyret, som du finder i Retur, er gennemtestet, og du kan både leje det på weekend- og ugebasis.
Udover at du kan få repareret og købe brugt udstyr, vil du i Retur kunne deltage i forskellige kurser og workshops, hvor du kan lære at vedligeholde dit friluftsgrej, så det holder bedre.
Butikken har Danmarks største udvalg af originale reservedele fra en stribe populære brands.
Hvad: Spejder Sport Retur
Hvor: Nørre Farimagsgade 39, kld., København K