Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Overblik: Det kan du lave i Fælledparken i København

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: Københavns Kommune
Foto: Københavns Kommune

Fælledparken på Østerbro er Københavns største park, og her mødes københavnere i alle aldre.

Nogle er på spadsere- eller løbetur, mens andre holder picnic på græsset eller rutsjer med børnene på legepladsen.

MigogKbh giver dig det store overblik over aktiviteter i Fælledparken.

Sansehave og plads til hunde

Fælledparken har mere end 100 år på bagen og er derfor fuld af store, gamle træer, der er smukke at kigge på.

Her er også en sø, og ved den finder man en blomsterhave, og rundt omkring på de store græsarealer er der plads til såvel afslapning som leg og sport. Parken har desuden flere grillpladser, hvor det er tilladt at fyre op for grillen.

To indhegnede hundegårde giver mulighed for leg og socialt samvær for både hunde og deres ejere.

Parken rummer også en sansehave, som er en slags utraditionel naturlegeplads, der er særligt velegnet for handicappede børn.

I sansehaven finder man blandt andet planter og urter, man kan dufte til, og foreskellige farver og overflader, der er spændende at mærke på. Her er også en fontæne og en labyrint.

Sport og træning

Fælledparken egner sig godt, når man vil være aktiv, for her er en 3,5 km lang og seks meter bred sti til gå- eller løbeture.

Og så er parken udstyret med forskellige motionsstationer, der er egnet til både unge og ældre, og man kan spille bold på seks fodboldbaner.

Nordeuropas største skatepark

Ved Edel Sauntes Allé kan skatere, rulleskøjteløbere og BMX’ere boltre sig i intet mindre end Nordeuropas største skatepark, hvor et fint skaterunderlag breder sig ud over 4.500 m².

Her kan både nybegyndere, øvede og professionelle blive udfordret og øve sig i forskellige tricks og teknikker.

Skatepark Fælledparken
Foto: Københavns Kommune

Løbehjulsentusiaster har også deres helt egen bane at lege og øve tricks på i det modsatte hjørne af Fælledparken.

Her kan man drøne rundt uden at støde ind i skatere med fart på, og man kan blandt andet køre i en half-pipe og prøve forskellige forhindringer som trapper og metalgelændere.

Endnu mere for børn

Fælledparken er et hit hos mange børn – særligt fordi parken rummer flere legepladser.

Her er en vandlegeplads for unger i alderen 0-8 år, hvor man kan sjaske og pjaske i sommermånederne.

De vandglade børn kan blandt andet hygge sig med vandlabyrinter, en regnsky og to store vandkanoner, der kan skyde mere end fem meter ud på legepladsen, og så er der en stor soppesø.

Vandlegepladsen bliver fyldt med vand maksimalt 30 dage fra juni til og med august i tidsrummet mellem kl. 10-17. Derfor kan soppesøen være lukket, selv om det er varmt.

Man skal have ble eller badetøj på, når man bader i soppesøen.

Du kan se, hvornår der er vand i soppesøen her.

Trafiklegeplads
Foto: Københavns Kommune

Vigepligt, venstresving og sikkerhed i trafikken kan alt sammen øves på Trafiklegepladsen i Fælledparken.

Den ligger ved Gunnar Nu Hansens Plads og er til for børn, der skal lære at færdes i trafikken.

Her kan man drøne rundt på sin cykel og øve sig i færdselsreglerne på en stor asfalteret trafikbane med afstribning. På turen rundt på banen møder man færdselstavler og rundkørsler, og der er også et lysreguleret vejkryds.

Har man ikke sin egen cykel med, kan man låne en løbecykel eller pedalcykel samt en hjelm på stedet.

Kendte tårne og aktivitetsbånd

Fem af Københavns mest markante tårne findes i mini-udgave på Tårnlegepladsen – nemlig Vor Frelsers Kirke, Rådhustårnet, Rundetaarn, Marmorkirken og Børstårnet.

Denne legeplads skiller sig ud ved at være interaktiv, hvilket betyder, at man blandt andet kan lege elektronisk fangeleg og løse gåder, mens man bliver klogere på de historiske facts om byens tårne.

Her er mulighed for at klatre, rutsje, gå på line, gynge, løbe op og ned, lege med sand og meget andet, og fra april til september er legepladsen bemandet med pædagogisk personale.

Langs Serridslevvej kan man også lege – lige meget om man er voksen eller barn, for her findes et såkaldt aktivitetsbånd med udstyr, der inviterer til såvel leg som træning. Tag for eksempel en tur på gyngerne, en klatretur eller et spil bold.

Find mere information om Fælledparken på Københavns Kommunes hjemmeside.

Del artikel

Andre læser også