Vil gøre tingene anderledes: På Østerbro-restaurant handler det om at komme ned i gear
Mens mange restauranter sætter tempoet op, presser et ekstra bord ind og laver din seating kortere og kortere, så gør de tingene anderledes hos restauranten Hans Christian’s på Østerbro.
Her kan du nemlig blive lige så længe, som du vil.
For ejer Nicklas Rask udspringer konceptet efter mange år i et stresset restaurantmiljø.
Kom ned i tempo
Hos Hans Christian’s er der egentlig ikke så mange regler.
Udover du skal føle dig hjemme, slappe af og have mulighed for at komme ned i tempo.
“Du har bordet hele aftenen, så du kan blive lige så længe, som du vil,” fortæller 29-årige Nicklas Rask til MigogKbh.
Selv har han mange års erfaring fra restauranter som Geist og Salon, men drømmen om at være herre i eget hus har altid været der.
“Jeg ville gerne gøre tingene helt uden begrænsninger. Bare bestemme selv.”
6 serveringer for 325 kroner
Når man ikke har nogle ‘regler’, så er der heldigvis fri leg.
Det samme gør sig gældende i køkkenet, hvor Nicklas ikke har låst sig fast på én ting.
“Vi laver egentlig bare det, vi har lyst til,” forklarer han.
På menuen finder du retter som for eksempel bresaola med tuncreme og macadamianødder, rødbeder med gedeost og rosé pil-selv-rejer med mayo og brød.
Priserne er bestemt til at forstå, for til aften får du nemlig seks serveringer for 325 kr. eller otte for 415 kr.
Det hele kan skylles ned med vin og øl eller nogle af deres drinks, og her vil vi gerne anbefale det sidste – de er nemlig virkelig gode.
Prøv bl.a. deres ‘Rhubarb Smach’, ‘Smoked Paloma’ eller en cremet Espresso Martini.
Priserne på drinks begynder fra 85 kr.
Læs mere og book bord på Hans Christian’s her.
Hvad: Hans Christian’s
Hvor: Odensegade 12, 2100 København Ø
Hvornår: Åbent onsdag-torsdag fra kl. 14-22 og fredag-lørdag kl. 14-24