Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Spis i dag

Den hemmelige japaner: Her griller du dit eget guddommelige kød

Af Kaspar Mørk Arianto
Foto: Kaspar Mørk Arianto
Foto: Kaspar Mørk Arianto

Hos MigogKbh er vi på en mission. Eller en ”sidequest”, hvis vi skal tale i gamer-sprog.

Ved siden af alle vores artikler om byens nye, hippe restauranter og guides til Københavns bedste og mest populære spisesteder indenfor en bred vifte af kategorier, vil vi også grave de hemmelige oplevelser frem.

De små, autentiske madoplevelser, som af forskellige årsager lige fra beliggenhed til indretning måske ikke lige er havnet på den sidste nye ”must try”-liste, men ikke desto mindre er lig med fantastisk mad – endda ofte til små priser.

Vi har både været forbi en hemmelig pastapusher i et storcenter nord for København og spist autentisk, pakistansk “wauw”-brunch til spotpris ved en busholdeplads i Valby.

Denne gang går turen til Flintholm – et område præget af byggeboom, kontordomiciler og metropendling, men hvor der midt i det hele gemmer sig en asiatisk spiseoplevelse, der kan konkurrere med byens bedste af slagsen.

Lad os opsummere det kort:  All-you-can-eat grillet kød, seafood og grøntsager PLUS frisklavet sushi lavet på bestilling til en samlet pris fra 168 kr. pr. person. Jo, den er god nok, læs med her.

Læs også: Du får dit livs pie hos en new zealænder i Valby

Foto: Kaspar Mørk Arianto

Folkeskolefysik møder færgecafé møder asiatisk madlykke

Stedet hedder Teppan House og – lad os slå det fast med det samme – du kommer her ikke for indretningen.

Selv om man kan mærke, at det har krævet seriøse kræfter at stable restaurantlokalet med sine mange indbyggede bordgrille og emhætter på benene, så ligner det mest af alt fysiklokalet fra folkeskolen parret med et brunligt færgecaféteria krydret med en knivspids akvariefisk og et par tørstige stueplanter.

Dommen er dog klar: Who cares?! Maden og priserne hos Teppan House er nemlig i en kaliber, der får dig til at vende tilbage igen og igen.

”Er det ikke bare endnu en stilforvirret kinagrill med lidt sushi, softice og grill-os?” tænker du måske, men gør klar til, at dine fordomme fordufter ligeså hurtigt, som det tager at knække et par friske spisepinde i to.

Læs også: Psyko-snasket søndag: Trendy grillbar serverer ‘jydebrunch’ ad libitum

Foto: Kaspar Mørk Arianto

Et hverdagsmåltid der føles som noget særligt

Jeg er ganske klar over, at jeg muligvis er farvet hjemmefra – så at sige. På vores første date afslørede min nuværende ægtemand, at hans livret var buffet.

Lige siden har flere gange jeg taget mig selv i at reflektere et par minutter over hans geniale svar.

Og selv om jeg personligt tidligere har været mest til à la carte og madoplevelser i afmålte mængder, så har han vist mig en helt ny verden af all you-can-eat. (Vores personlige og måske lidt mærkværdige pendant til Jasmin og Aladdins “Et helt nyt liv” på det flyvende tæppe.)

Jeps, jeg er ikke for fin til at snuppe en aften på Flammen eller Dalle Valle. I den anden ende af skalaen går vi også gerne på Geranium og Søllerød Kro.

I min bog kan mad det hele – fra hverdagsmåltider til den særlige begivenhed. Teppan House falder midt mellem de to stole: Et hverdagsmåltid, der smager og føles som noget helt særligt.

Læs også: MigogKbh guider til budgetvenlige spisesteder

Potato/PotAto – Teppanyaki/Yakiniku

Trods navnet har restauranten ikke specialiseret sig i teppanyaki, der er den japanske maddisciplin, hvor et måltid tilberedes med spatler på en glat metalkogeplade.

I stedet er der tale om yakiniku, hvor du griller små hapser af kød og grønt på en gasfyret grill i midten af jeres eget bord.

Det har gennem tiden været diskuteret, hvorvidt yakiniku overhovedet kan siges at være japansk, eller om det blot er en fortolkning af det koreanske BBQ-køkken. Den udredning snupper vi en anden gang.

Foto: PR

For 168 kr. til frokost eller 228 kr. til aften kan du ud fra menukortet gå på rov i svinemørbrad og spareribs, store tigerrejer, frisk laks, lammekoteletter, kylling, oksekød, broccoli, squash, blæksprutte og ALT derimellem.

Du krydser bare af på en seddel, og så finder små fade med klargjorte råvarer vej til bordet, mens tjeneren tænder op i bordgrillen og vejleder til den perfekte grillteknik som både sikrer, at kødet bliver saftigt, grøntsagerne sprøde og at du har begge øjenbryn intakt efter middagen.

Herefter går det vilde grillridt i selskab med dem, du allerbedst kan lide. Både børn og voksne smiler og griner, mens lækkerierne syder, og en enkelt reje i ny og næ må forlade bordet igen som en klump kul, der blev glemt i flammernes kant.

Læs også: Farlig torsdagsklub: Spis burger ad libitum for 150 kr.

Glem ikke saucen og sushien

Til dine grill-eskapader kan du gå om bord i en lille buffet af tilbehør, side ordes og saucer.

Lov mig, at du ikke snyder dig selv for den gennemført guddommelige yakiniku-sauce, der er en mystisk og mørk symfoni af salt, sødme og krydderier lige til at dyppe i. Ja, det er store ord, og jeg står ved dem.

Lige så meget som jeg står ved ikke at ville skamme mig over at tage tre gange af is-buffeten, der også er inkluderet i prisen. Som min buffet-elskende bedre halvdel ville sige: Dessert ryger i en HELT anden mave.

Foruden de mange grillherligheder og saucer, er det helt store trumfkort hos Teppan House, at de sympatiske priser også inkluderer al den sushi, du kan spise.

Med måde, forstås, og restauranten opfordrer med små sedler selv til, at du hellere skal bestille i små portioner ad flere omgange for at undgå madspild.

Det er dog en selvbeherskelses-øvelse ikke at sætte kryds ved alle husets risklædte fiskerullevarianter, som laves frisk på bestilling og altså ikke har nået at oparbejde tørt “running”-skind ved at futte rundt på et samlebånd i en time eller to.

Ét klik på Facebook: Så er du opdateret på nyt om mad i Kbh

Foto: PR

Hvad er en ægte feinschmecker?

Et besøg hos Teppan House er ikke for dem, der søger sammenhæng i menukort og indretning.

Men jeg vil stadig vove at påstå, at det er et sted for hverdagens feinschmeckere. Dem, som går udelukkende efter den gode smag, den gennemførte madoplevelse og restauranter, som kan anbefales videre til vennerne med et nonchalant ”du har nok ikke hørt om det her sted, men…”.

Det eneste, der et øjeblik afholdt mig fra at skrive denne anbefaling er, at priserne sikkert vil stige, når København for alvor får øjnene op for Teppan House ved Flintholm Station.

Men hey, that’s the name of the game. Skynd dig i stedet afsted, mens du stadig kan svælge i guddommelig, grillet lykke med sushi og buffet-niceness på siden til et par hundrede kroner.

Læs også: Tre retter for 210 kr.: DinnerDays starter i København i næste uge

Foto: Kaspar Mørk Arianto

Hvad: Teppan House
Hvor: Dirch Passers Allé 25, 2000 Frederiksberg
Hvor meget: 168 kr. til frokost og 228 kr. til aften. Herudover en række kinesisk à la carte-retter
Hvordan: www.teppan.dk

Del artikel

Andre læser også