Efter lange køer i weekenden: Parken genåbner som kæmpe testcenter
Siden i mandags har køerne været timelange rundt omkring i København for at få foretaget en lyntest.
Men nu meddeler Københavns Kommune, at testkapaciteten øges igen, og det betyder, at man genåbner Parken som kæmpe testcenter.
Det vil derfor allerede fra mandag være muligt at få foretaget en lyntest på landsholdets hjemmebane.
For en uge siden blev antallet af lyntestcentre reduceret, og det betød, at der i Københavns Kommune blot har været et enkelt fast sted at blive lyntestet.
Har opsagt samarbejde
Ifølge B.T. vil det være firmaet Copenhagen Group/Copenhagen Medical, der står for at lave lyntest.
Tidligere søndag kom det frem, at regionerne har opsagt samarbejdet med SOS International.
Den seneste uge har SOS International og deres underleverandør Medicals Nordic været under heftig beskydning i medier som Politiken og B.T., hvor ansatte har stået frem og fortalt om sløsede hygiejneforhold og lemfældig omgang med borgernes persondata.
Det udløste søndag en fyring af den store testleverandør.
Firmaet SOS International fortsætter med at tilbyde hurtigtest i Region Hovedstaden i opsigelsesperioden – de næste 30 dage – men virksomheden må nu ikke bruge underleverandøren Medicals Nordic, da der ikke er tillid til dem længere.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse.