Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Syv gode steder: Parker og legepladser på Frederiksberg og i Valby

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt & Mathilde Mågård Hansen
Aksel Møllers legeplads. Foto Elverdal.dk
Aksel Møllers legeplads. Foto Elverdal.dk

Hvor kan man slappe af i grønne omgivelser eller slippe børnene løs under åben himmel på Frederiksberg og i Valby?

MigogKbh guider til parker og legepladser i de københavnske bydele.

Legepladsen på Langelands Plads

I 2019 kom der en ny, stor legeplads på Langelands Plads.

Legepladsen er bl.a. indehaver af Frederiksbergs højeste legetårn med en snoet rørrutsjebane, karrusel, klatrestativ og gynger til de større børn. Til de mindste er der en sandkasse med en lille rutsjebane og en sommerfuglevippe.

I skolernes sommeferie fyldes et stort soppebasin med vand.

Derudover er der en multiboldbane, til basket, fodbold, mm. 

Aksel Møllers Legeplads

Legepladsen i Aksel Møllers Have blev totalrenoveret i 2020, og her kan ungerne virkelig slippe kreativiteten løs med rollelege – blandt andet i en lille blomsterbutik.

Her er høje legehuse, som er forbundet med et stort klatre-edderkoppespind, og de mindste kan suse ned ad en bred rutsjebane og rundt på karrusellen.

For større børn er der et stort og udfordrende klatreanlæg samt en fugleredegynge med plads til flere børn ad gangen, og så kan man hoppe på tre trampoliner.

Vigerslevparken

Vigerslevparken går fra Damhussøen i nord til Valbyparken i syd, er i alt fire kilometer lang og har en grøn cykel- og gangsti.

Ved Lykkebovej og Engdals Alle findes en legeplads med gynger til babyer og små børn samt et sørøverlandskab med en piratbro og en sandkasse udformet som et piratskib.

Her er borde og bænke, hvor man kan slå sig ned og holde picnic.

Frederiksberg Have Foto Thomas Rahbek

Frederiksberg Have

Om vinteren kælkes der i Frederiksberg Have, og om sommeren dases der på græsset.

Frederiksberg Have har meget at byde på for både store og små, som trænger til en pause fra storbyens larm.

Haven er perfekt til en slentretur, da stierne snor sig mellem træer, buske, søer og kanaler, og der er således masser at kigge på.

Man kan gå en tur forbi både Frederiksberg Slot og Zoologisk Have, og børn kan lege på legepladsen, som er en miniversion af haven.

Legepladsen har både et kinesisk lysthus med klatring og en stor rørrutsjebane på sin egen sandø, en fugleredegynge, tivolispejle, fabeldyr og meget mere.

Søndermarken

Frederiksberg Have har en grøn nabo ved navn Søndermarken, der er et samlingpunkt for mange københavnere.

Her finder man blandt andet Cisternerne, som engang sikrede københavnerne rent vand, men nu danner rammen om forskellige udstillinger i perioder.

Man kan også tage en tur på den 2,5 km lange motionsrute, hvor man følges af interaktive lysarmaturer rundt i haven. Undervejs støder man på tre aktivitetspladser.

Søndermarken. Foto Thomas Rahbek

Legepladsen på Trekronergade

Ved Vigerslev Allé og Trekronergade kan rollingerne slippes løs på en stor legeplads med klatresjov, tarzanbane og meget mere.

Større børn kan prøve kræfter med en forhindringsbane eller tage en tur på regnbuevippen, inden de begiver sig videre til bjergbestigningsbakken og hængebroen.

Der kan også drønes af sted på små cykler, og forældre kan tage et hvil ved borde og bænke.

Valbyparken

Valbyparken byder både på vild natur og velplejet park. Nyd blandt andet synet af tusindvis af roser i rosenhaven, eller gå en tur i en af de 17 temahaver.

Her findes en café, som er åben fra maj til september, og en sjov frisbeebane, hvor både store og små kan lege.

Børn kan boltre sig på Københavns Kommunes største naturlegeplads, som er bemandet i hverdagene, og i parken er der store, åbne plæner med rigelig plads til picnic og boldspil.

Bemærk at Naturlegepladsen på nuværende tidspunkt er lukket, da legeredskaberne bliver istandsat. Legepladsen åbner igen til august 2023.

Del artikel

Andre læser også