Et af byens mest kendte: Populært loppemarked vender tilbage

Skal weekenden stå i loppegodternes tegn, så er der gode fredagsnyheder.
I morgen vender det kæmpe store og meget populære loppemarked ved Frederiksberg Rådhus nemlig tilbage.
Markedet er kendt som et af Københavns bedste, så der er derfor gode vilkår for at gøre et godt kup.
Rykket frem på pladsen
Som den skarpe Frederiksberg-borger jo ved, så er der i øjeblikket fuld gang i byggeriet bag Frederiksberg Rådhus, hvor loppemarkedet i mange år har holdt til.
Der skal nemlig bygges et helt nyt byrum og en ny parkeringskælder, som efter planen skal stå færdig i 2024.
Derfor er det velbesøgte loppemarked i stedet rykket frem på pladsen foran Frederiksberg Rådhus samt Georg Carstensens Plads.
Fra lørdag den 1. april kan du nemlig atter gå på rov efter små og store loppefund i standene, når der bliver åbnet for en ny loppesæson.
Sæsonen for loppetorvet løber fra den 1. april til den 14. oktober.
Husk også at du selv kan booke en stadeplads på https://www.frederiksberg.dk/loppetorv ved at bruge dit NemID og betalingskort, hvis du trænger til at få solgt ud af godterne.
Priserne for en stadeplads begynder fra 420 kroner.
Loppemarkedet er åbent fra kl. 9-15, og der er gratis adgang.
Hvad: Loppemarked ved Frederiksberg Rådhus
Hvor: På Frederiksberg Rådhusplads og Georg Carstensens Plads
Hvornår: Alle lørdag fra 1. april til 14. oktober.