Priser blev delt ud: Her er Københavns smukkeste bygning
Af Michael Qureshi
Københavnerne har siden marts kunne stemme på deres yndlingsbyggeri til publikumsprisen, der forleden blev uddelt ved Københavns Kommunes årlige bygningspræmiering i Festsalen på Københavns Rådhus.
3.086 stemmer blev afgivet, hvilket er knap 1.000 flere end 2018.
Vinderen blev Amaryllis Hus som vandt den eftertragtede publikumspris ved den årlige bygningspræmiering.
Byggeriet er samtidig blandt de seks, der er præmieret af kommunen.
”Sidste år bad vi for første gang københavnerne give deres mening til kende ved uddelingen af publikumsprisen.
Prisen er en rigtig fin tilføjelse til kommunens mangeårige tradition for at præmiere smukt byggeri,” siger medlem af Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg Jonas Bjørn Jensen (S), der stod for at uddele præmieringerne.
Sidste år var det Axel Towers, der vandt første udgave af publikumsprisen.
De præmierede projekter:
Hotel Herman K
Hotel Herman K modtager præmiering af Københavns Kommune.
Hotel Herman K er et vellykket eksempel på, hvordan man bevarer og genbruger. I dette byggeri er der respekt for historien, og hotellet er udformet og indrettet med stor kærlighed for detaljen og stor bevidsthed om potentialerne i de eksisterende rum og materialer.
Kulturtårnet
Kulturtårnet modtager præmiering af Københavns Kommune.
Med Kulturtårnet er der skabt en lille perle midt i byen, og med den nye brug af tårnet har man åbnet et ellers lukket rum op for offentligheden. Den fælles indsats og tanken om at give folk en ny oplevelse i et af byens hemmelige rum er vægtet højt i bedømmelsen.
Noma
Noma modtager præmiering af Københavns Kommune.
BIG har udvist stærk sans for brugen af materialer i om- og tilbygningen, og der er gjort meget ud af at sikre en sammenhæng med den historiske kontekst. De har arbejdet sig tæt på materialerne med aner af den nordiske arkitektur, hvilket er både smukt og gennemført.
Kalvebod Fælled Skole
Kalvebod Fælled Skole modtager præmiering af Københavns Kommune.
Udefra ligner det en svær størrelse, men indvendigt er det vellykket og detaljeret. Variationen i rummene, lysningerne og de høje, glidende overgange mellem rummene gør det til en landskabelig oplevelse. Det er en kvalitet, at man ikke som det første tænker ’skole’.
Amaryllis Hus
Amaryllis Hus modtager præmiering af Københavns Kommune.
Det er svært at bygge i et nyt byområde, og i dette tilfælde bør samarbejdet med bygherren påskønnes. Det er tydeligt, at der er taget stilling til omgivelserne, før man har tænkt lejligheder, og det smitter positivt af på helhedsindtrykket.
Dortheavej
Dortheavej modtager præmiering af Københavns Kommune.
Det er et meget spændende bud på, hvordan man billigt får et unikt byggeri med et helt særligt særpræg. BIG og Bo-Vita står med Dortheavej bag et af den senere tids mest bemærkelsesværdige almene boligprojekter, der kan inspirere andre almene boligselskaber.