Verdenskendt brand på vej: Ralph Lauren åbner stor butik i København
Mens den danske modekæde Companys er ved at lukke sin forretning på Strøget, dukker flere internationale brands op i butikslokalerne i Københavns travle centrum.
Blandt andre Bershka og Jellycat har slået dørene op til forretninger inden for det seneste år, og brands som Massimo Dutti, Arc’teryx og 66°North er på vej.
Nu melder et af de helt store modehuse også sin ankomst.
Amerikanske Ralph Lauren er lige nu ved at gøre klar til at rykke ind på Strøget.
Det ses på adressen Østergade 26, som tidligere husede en anden amerikansk gigant, nemlig Tommy Hilfiger.
Åbner snart
Lige nu er facaden dækket af Ralph Lauren-reklamer og ordene “Åbner snart”.
Læs også: Efter 12 år: Dansk modekæde holder ophørsudsalg på Strøget Ralph Laurens produkter kan allerede købes i Illum få minutters gang derfra, men nu får brandet, der især er kendt for sine skjorter og poloshirts med det ikoniske polospillerlogo, altså sin egen forretning i Københavns centrum.
På facaden viser reklamerne både herre- og damemode, og det tyder altså på, at butikken skal forhandle tøj til såvel mænd som kvinder.
Åbningsdatoen er endnu ikke afsløret.
Ralph Lauren Corporation blev stiftet i 1967 af designer Ralph Lauren, og ifølge virksomhedens hjemmeside har brandet i dag knap 300 butikker på verdensplan.