MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Mød de populære figurer: Nu er der Rasmus Klump Festival i København

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Rasmus Klump uddeler krammere på Plænen og byder på masser af aktiviteter. Foto: PR
Rasmus Klump uddeler krammere på Plænen og byder på masser af aktiviteter. Foto: PR

Pingo, Pelle, Skæg, Pildskadden, Knalle, Gøjen og Rasmus med de røde smækbukser.

Kan du huske alle de sjove karakterer fra Rasmus Klump?

De har i mange år været populære hos både børn og barnlige sjæle, og nu hyldes de med en festival fyldt med aktiviteter.

Til daglig kan børn lege i Rasmus Klump-landet i Tivoli, men i weekenden indtager den pandekageglade figur Plænen sammen med sine venner.

Der er nemlig Rasmus Klump Festival i den gamle have midt i København.

Foto: Luise Balle, PR

Giv Klump en krammer

Festivalen er spækket med aktiviteter for de mindste, som blandt andet kan klæde sig ud som Pelle, Skæg eller en af de andre figurer og få taget et billede til fotovæggen.

Man kan også hygge med bøger i læsehjørnet, tegne og lave sin egen badge, eller man kan teste sin viden om Rasmus Klump eller prøve en trafikbane.

Under den to dage lange Rasmus Klump Festival kan man desuden prøve en kæphestebane og gå på skattejagt eller spise en lækker Rasmus Klump-pandekage.

Der er også fine præmier på højkant under festivalen.

Ved aktiviteterne kan I få et afkrydsningskort, og hvis I afleverer det udfyldte kort til en af medarbejderne ved aktiviteterne senest kl. 15, er I med i lodtrækningen om Tivoli-billetter og Rasmus Klump gaver. Det eneste krav er, at du er til stede ved præmieudtrækningen kl. 15.45.

Foto PR

Mini-maraton

Små, hurtige fødder kan lørdag spurte af sted i fuld fart på Plænen, når Børneulykkesfonden arrangerer centimeter-maraton om lørdagen.

I stedet for den normale maratondistance på 42,195 kilometer skal børnene løbe 42,195 centimeter, inden de krydser målstregen, og alle modtager medaljer samt diplomer.

Voksne må gerne løbe med, og selv de allermindste kan deltage, for man må gerne blive skubbet af sted i en klapvogn.

Tilmelding er nødvendig for at deltage i løbet, og billetter koster 125/145 kroner pr. barn – voksne der løber/går med er ganske gratis.

Køb billet her.

Se hele programmet for Rasmus Klump Festival her.

Bemærk, at der under Rasmus Klump Festival ikke er forestillinger i Rasmus Klumps Hus, da han, Pingo og Flora laver sjov på Plænen.

Du skal betale entré til Tivoli for at få adgang til festivalen.

Hvad: Rasmus Klump Festival
Hvor: Plænen i Tivoli, Vesterbrogade 3, København V
Hvornår: Den 8. og 9. juni 2024

Del artikel

Andre læser også