Regner med at tiltrække op mod 15.000 gæster: Distortion inviterer til GRATIS fest på havnefronten

Oplev udspringskonkurrence fra et 12 meter højt tårn med trænede atleter, DM i maveplasker fra 2 metervippen, fest under Knippelsbro, karnevals-rytmer med RUMBA, stor skatekonkurrence og meget andet, når Distortions Havnefest vender tilbage for 3. gang i år.
Den er placeret på Distortion-ugens fredag den 31. maj og er en ekstra dag med festivitas i det åbne havnerum.
Arrangørerne bag regner med at tiltrække i omegn af 10.000-15.000 gæster.
Fest for alle
Er du glad for at feste – og særligt til gode rytmer – kan du altså godt sætte stort kryds i kalenderen.
Her bliver nemlig rig mulighed for at give den gas, når et hav af forskellige DJs inviterer op til dans.
Der vil både være moderigtig techno, solskinsdak samt disco, og det hele foregår i området mellem Knippelsbro, Havnegade og Refshaleøen.

Forvent både små charmerende indslag og større, gratis musikscener.
Havnefesten har et endnu bredere vingefang ude ved Refshaleøens havnekant, Sønder Hoved og området omkring Reffen Street Food.

Udover lækker streetfood vil her både være rumba, isspisningskonkurrence med Ismageriet og flere andre events.
Havnefesten afholdes fredag den 31. maj fra kl 15 til 21, og få enkelte gratis scener på Refshaleøen fortsætter til kl. 23.
Herefter kan publikum med Distortion Ø-billet feste løs i et elektronisk musik-paradis i Refshaleøens skovområde med bl.a. Sara Landry, I Hate Models, DYEN, Mall Grab, Kettama, DJ Heartstring og Sven Väth.
Læs mere om Havnefest og køb billet til Distortion Ø her.
Hvad: Havnefest
Hvor: I området mellem Knippelsbro, Havnegade og Refshaleøen
Hvornår: Fredag den 31. maj fra kl 15-21