Tre retter for 275 kroner: Stor kæde åbner første restaurant på Amager

Den 12. maj slår Madklubben dørene op for sin første restaurant på Amager.
Klos op og ned ad Amagerbro Station kommer Madklubben Amager til byde på alt det bedste, du allerede kender fra Madklubben.
Helt præcist tre retter for 275 kroner, og er man til den fulde oplevelse, er der også mulighed for at nyde en 12-retters sharing menu til 475 kr.
Højt til loftet
Datoen er sat og byggeriet er i gang.
Som en forlængelse af Amager Centret kan du fra fredag d. 12. maj besøge Madklubben Amager på Reberbanegade 3.

“Det bliver en gennemført flot restaurant og en klassisk Madklubben med cremen af alt det bedste fra vores andre restauranter.
Og så kommer restauranten til at have sit eget personlige, urbane præg på både indretning og menukort,” fortæller Anders Aagaard, stifter og ejer af Madklubben.
Den nye restaurant får plads til 120 gæster og derudover hele syv meter til loftet.
I første omgang bliver der åbent til aften, og herefter er planen at udvide med både takeaway og frokost.
Moderne livretter
Dem kommende menu bærer præg af driftchef, Kenn Meiers, forkærlighed for moderne versioner af livretter fra hele kloden.
Det betyder, at du fra åbningsdagen kan få både friske hvide asparges med håndpillede rejer såvel som en klassisk mør rib-eye eller sticky duroc ribs.
Med andre ord er det næsten sikkert, at der er noget for enhver.
“Det ligger i vores DNA at servere god mad, som er til at betale, serveret af søde mennesker i omgivelser, der er en oplevelse i sig selv.
Og det er lige netop dén stemning, vi forsøger at ramme med Madklubben Amager” siger Anders Aagaard.
Madklubben har i øjeblikket mere end 40 restauranter på tværs af landet.
Den nye restaurant på Amager slår dørene op fredag d. 12. maj, og du kan allerede nu booke bord fra åbningsdagen og frem via linket her.
Hvad: Madklubben åbner restaurant på Amager
Hvor: Reberbanegade 3, 2300 København S
Hvornår: Åbner d. 12. maj