Retter fra 35 kroner: Ny restaurant bliver klar konkurrent til Bouillon
Det trak køer så lange som Rundetaarn, da Torben Klitbo (manden bag Cofoco) åbnede restauranten Bouillon på Frederiksberg sidste år.
Den markedsførte sig nemlig på at have retter fra bare 19 kroner.
Nu åbner den legandariske kok ’Røde Claus’ og Sovino Brands, der bl.a. driver restauranterne Esmée og Café Victor, en ny restaurant med små priser og stor smag.
Favorable priser, der hverken går ud over smag eller stemning
Den nye restaurant, der får navnet Le Petit Rouge (Den lille røde), kommer til at ligge i Galleri K i Indre By med front mod Kristen Bernikows Gade.
Om sommeren vil restauranten kunne åbne hele facaden, så man kan nyde solen og byens særlige stemning.
Konceptet bliver klassisk fransk brasseriemad pakket med smag, som alle har råd til.
Glæd dig dig retter som rørt tatar, paté, Salad Chèvre chaud og poussin.
Lyder det for godt til at være sandt? Måske.
Men ikke desto mindre bliver det grundtanken på Le Petit Rouge, der vil servere retter med klassiske franske smage til lave priser.
Med forretter fra blot 35 kr. bevæger Le Petit Rouge sig ind i et nyt og populært felt af restauranter med lave priser og god mad.
Claus ’Røde’ Christensen, der tidligere har været på Gammel Mønt i 28 år og senest på Salon i Bredgade de seneste 6 år, kommer ikke selv til at røre i gryderne på restauranten, men har derimod udviklet retter, udtryk, smag og koncept på ’den lille røde’ og overladt gryderne til Thomas Weber.
”Det er ingen hemmelighed, at jeg har trukket mig lidt tilbage og overladt tøjlerne til yngre, talentfulde kræfter på Salon.
Derfor var det en spændende mulighed for mig at kunne udvikle konceptet bag Le Petit Rouge. At skabe et menukort fra bunden med ægte klassisk brasseriemad, som jeg elsker, har været en rigtig inspirerende proces,” siger Claus ’Røde’ Christensen.
Vin på glas fra 39 kroner
Vinkortet er, ligesom maden, også klassisk og godt.
De billigste vine på glas koster 39 kr.
”Jeg er virkelig glad for, at vi kan åbne et sted som Le Petit Rouge.
At det kan lade sig gøre at lave klassisk og velsmagende højkvalitets brasseriemad til de priser, viser hvor dygtig Claus er, og hans erfaring fornægter sig ikke.
Dette koncept vil vi rigtig gerne byde velkommen i Sovino-familien. Jeg er sikker på at stedet hurtigt vil få sin egen unikke stemning og komme til at leve med et mylder af glade gæster og lækker mad,” siger Torben Olsen, CEO i Sovino Brands.
Le Petit Rouge (Den lille røde) åbner torsdag den 18. april.
Læs mere på www.lepetitrouge.dk.
Menukort og booking er online fra mandag 8. april.
Hvad: Le Petit Rouge
Hvor: Kristen Bernikows Gade 9, 1112 København K (tidligere Bocado)
Hvornår: Åbner torsdag den 18. april